Næsten alle de julefilm jeg har set, er bygget over det faste jule-plot; ”julen er i fare/barn er ked af det/mor og far er ved at gå konkurs/hunden er løbet væk – men på forunderlig vis – og ofte fordi nogen skifter perspektiv og forstår livet på en ny og anderledes (og meget mere hyggelig) måde, ender det alligevel med sne, juletræ og klingende bjælder”…
Historien om Anders og Christine lader til at blive en ægte juleklassiker – og spørgsmålet er så, om det er magi og nissetrylleri – eller om der er en anden adkomst til miraklet.
Jeg tænker (selvfølgelig) på historien om regeringens udspil til en reform af folkeskolen:
d. 4. december fremlagde Christine Antorini regeringens udspil til en ny folkeskolereform. Flere dage inden var rygterne løbet i forvejen – og udsigten til forandringer, faldt ikke i god jord alle steder.
Særligt markant var formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.
Politiken.dk citerer ham således: »Jeg tror ikke på en reform, som bliver trukket ned over hovederne på lærere, elever og forældre, uden at de har haft indflydelse. Så det har ikke nogen særlig god gang på jorden. Konkret har vi hele tiden haft det udgangspunkt, at det, man sætter i værk, det skal man vide virker. Ved man ikke det, så drop det. Eleverne skal undervises mere, men ingen ved, om det virker. Statsministeren siger, at hun har en fornemmelse af, at det virker, men vi skal ikke bygge på statsministerens fornemmelse, vi skal bygge på viden. Og vi burde ikke være modparter, det burde være et fælles projekt. Det er sådan, vi laver den gode skole«.
Fronterne blev således trukket godt og grundigt op. I alle medier blev politikere, folkeskolelærere, eksperter og et par skoleelever bedt om at forholde sig til det nye udspil. Der var ikke mange uforudsigelige reaktioner. Politikerne syntes det var spændende (måske fordi det ikke skulle koste noget), lærerne manglede forklaring på hvordan tiden skulle strække (når nu der ikke kom flere penge) og var knotne over at de ikke følte sig inddraget i processen, eksperterne snakkede om nye læringsformer (det var jo heller ikke deres løn det gik ud over) og eleverne ville gerne have flere sjove timer, men ville ikke gå længere i skole (hvornår skulle de så holde fri).
Vores folkeskole er naturligt nok noget hovedparten af os, forholder os til – i hvert fald os som har børn i den skolesøgende alder, fordi den forandring jo berører os direkte, og det er derfor heller ikke så underligt at regeringens udspil, og reaktionerne på dette får så megen opmærksomhed.
Det forunderlige er, at i dag, fredag d. 7. december, 3 dage efter offentliggørelsen af regeringens udspil, er overskrifterne helt anderledes:
dr.dk skriver: Folkeskolelærere: Ja til 25 undervisningstimer om ugen
(mod 18 idag!!)
Anders Bondo og Danmarks Lærerforening kvitterer nemlig med et udspil om fleksibel tilrettelæggelse af skoledagen, og pludselig virker det som om alt kan lade sig gøre.
Der er ingen tvivl om, at hvis man går i dybden, og læser forbi overskrifterne – eller forsøger at forstå historien fra et andet perspektiv end det man plejer, giver tallerkenvendingen sikkert mening.
Der er stadig 17 dage til jul – så vi får nok ikke den lykkelige slutning de første par dage, dramaet er stadig under opbygning, men alt håb lades ikke ude, det skal nok blive jul i år også.
De kommende ugers begivenheder vil givet følge en helt klassisk dramaturgi, hvor interessenternes ageren afspejler vores arketypiske reaktioner på forandringer.
Gør-det-selv:
Prøv at plotte datoer og begivenheder ind for historien om Anders og Christine.
Vi reagerer forskelligt på forandringer – det afhænger både af hvordan vi tror forandringen kommer til at påvirke os, hvem der leverer budskabet, og hvilken præference vi selv har.
Som forandringsagent (eller den som gerne vil drive forandringen) kan man derfor med fordel være bevidst om hvordan budskabet om forandringen leveres, og hvordan man hjælper dem der ”rammes” af forandringen gennem skihop-bakken:
Forandringer skabes sammen – og derfor er det vigtigt at man som igangsætteren/forandringsagent er opmærksom på ”hullerne i osten”: Som igangsætter – eller projektorganisation, har man typisk arbejdet mentalt med forandringerne gennem længere tid – og er derfor et andet sted på ”kurven” – så det handler også om timing – og huske at vi ikke alle sammen er på samme videnniveau. Og måske har man heller ikke noget ” i klemme”.
Det skal nok blive jul i år – i hvert fald hvis Anders og Christine ser hinanden, og hjælpes om at komme op ad bakken… (og med lidt hjælp fra julens ånd)
Nissemagi..?
