We were promised more parties…

Normalt evner jeg ikke at se ”Hos Clement” på DR 1. Mine forventninger til programmet er helt i bund, og jeg zapper som regel videre, når Clement har afbrudt sin gæst 15 gange – og jeg orker ikke rigtig at bruge tirsdag aften på at betragte Clement eksekvere sin retoriske overlegenhed.

Men i går blev jeg hængende.

Det her blogindlæg bliver IKKE en anmeldelse af Clement, det bliver heller ikke en lovsang af hans gæst Steffen Brandts livskloge, humoristiske og skarpe optræden. (Syntes faktisk I selv skal se det…her)

Det bliver et indlæg som handler om forventninger – og betydningen af en god forventningsafstemning, når man gerne vil forandre.

Jeg syntes ikke der er noget værre end når ens forventninger ikke bliver indfriet. Nogen gange kan jeg forfalde til at afstå fra at glæde mig til noget, fordi der så er mindre risiko for at jeg bliver skuffet. Det at blive positivt overrasket, er jo at opleve en flig af lykken – eller ?

Da jeg var barn var december en fantastisk måned. 24 (fire-og-tyve) lange dage, fyldt med forventninger til juleaften. Fyldt med fantasier om gaver, og juletræer, og pebernødder og…

Så frem for 8 timers juleglæde, så var der en hel måned! Fantastisk !

Billedet er ikke af mig – men et jeg har lånt.

Men det var også et hårdt fald den første gang, hvor juleaften ikke levede op til forventningerne. Glemt var ”forventningens glæde” og det der fyldte mest (og stadig står tydeligst i erindringen) var skuffelsen.

Så vidt jeg husker, handlede det om, at juleaften var lidt anderledes end den plejede – måske var det den jul mine forældre besluttede sig for at købe et lille-bitte juletræ, eller også var det den jul hvor vi ikke lagde puslespil hele 1. juledag… Det står lidt tåget.

Men pointen er heller ikke hvorfor jeg blev skuffet – men AT jeg blev skuffet, og hvor meget den følelse stadig fylder.

Når man gerne vil flytte noget – forandre noget, kræver det en opmærksomhed på de mennesker der bliver berørt af forandringen. Vi kalder det mange ting: Kommunikation, information, inddragelse, involvering, og… forventningsafstemning.

Jo bedre vi er til at sætte ord på hvilke forventninger vi skal have til en kommende forandringsproces, og hvad der kommer ud af det – jo mere trygge bliver vi – og jo mere ”synkroniserede” bliver vores antagelser om hvad der skal ske. Jo tættere kommer virkeligheden på de forestillinger vi har om den.

Var jeg ikke blevet mindre skuffet, hvis min far havde forberedt mig på at der kun blev købt et lille skide juletræ ? Var det så ikke blevet en ubetydelig detalje i julerusen ?

I ”Hos Clement” i går talte Steffen Brandt og Clement bl.a. om angst og mismod, betinget af krisen. Om at vi ikke tør tage chancer lige nu, fordi vi ikke ved hvad vi kan forvente os. (”Tør vi købe hus, hvis nu vi bliver fyret”) De talte om ungdomsarbejdsløshed og en hel generations forventninger som ikke bliver indfriet.

En generation som har haft forventninger til at de gode tider fortsatte – at drømmeuddannelsen og karrieren var lige til at plukke. Og os – som kan huske sidste gang lokummet brændte – måske skulle have taget ansvaret for at ”screw down a little bit the expectations”.

Overskriften til indlægget stammer fra en historie i udsendelsen i går:

En slovensk gymnasieklasse er på udvekslingsbesøg i København, og skal  – efter at have oplevet alle Københavns kulturelle perler – evaluere besøget. Den altovervejende tilbagemelding er: ”We were promised more parties”.