Hører du efter ?

I går aftes blev der sendt en ”høring” på DR 1; ”Farvelfærd” – eller noget, blev den kaldt. Et forsøg på at sætte diskussionen om vores danske velfærd på dagsordenen – med udgangspunkt i de meget konkrete og aktuelle udfordringer omkring finansiering og prioritering.

Høringsaspektet bestod vist i, at scenen var sat uden for DR byen – på en skole i Slagelse (Bonusinfo: “min” gamle folkeskole) – hvor nogen folk var blevet stillet op (ja de stod) i noget der kunne ligne en gymnastiksals-aula-ting.

Billede1

Værten (Kim Bildsø) var så udstyret med en mikrofon, og spurgte så nogen forskellige (og absolut ikke tilfældigt udvalgte) fra publikum.

Både borgmesteren i Slagelse og direktøren for ældresagen og Knud Romer (som i øvrigt sagde nogen ret fine ting – læs her), udtalte sig og forholdt sig og fik sagt hvad de mente – det samme gjorde de debattører som af en eller anden grund var blevet ”ophøjet” til at stå ved et bord – og have fået deres egen mikrofon. Og så var der nogen der kun måtte sige lidt – og nogen der slet ikke måtte sige noget – og nogen der markerede for at sige noget – men de havde sagt det de måtte – og så sagde Kim Bildsø en hel masse .

–          Om der var nogen der rent faktisk HØRTE noget – det står lidt uklart for mig.

I vores bestræbelser på at være innovative, demokratiske, inkluderende og samarbejdende – gør vi hele tiden alle mulige ting, for at etablere dialog – skabe rum for nye ideer – lytte til vores kolleger og medarbejdere – involvere brugerne. Vi laver høringer og workshops og fokusgrupper. Webpaneler, spørgeundersøgelser, evalueringer.

Men nytter det noget ? Al den snak ?

Ender det ikke bare som sædvanlig med at vi så har brugt endnu et møde, endnu en dag, endnu en uge på at meningsudveksle og nikke og smile – og skrive plancher, som vi tager med hjem i en rulle og ligger på hylden – indtil den bliver så støvet så vi smider den ud ?

Personligt har jeg masser af gange både deltaget i og (gud hjælpe mig) arrangeret møder og medarbejderseminarer og workshops, hvor resultatet lige præcist har været 3 sammenrullede papirplancher, med 20 stikord fra dagens arbejde (snak) – som er blevet rullet sammen, taget med hjem og … ja…

flipchart

Her er det så at den handlekraftige konsulent træder ind på scenen og siger noget med at det er vigtigt at resultatet bliver formuleret som konkrete punkter til en handlingsplan, som efterfølgende kan implementeres, og at de enkelte opgaver tildeles navngivne personer, som skal tage ansvaret for……

–          Og så kan det da også godt være, at noget af al snakken fører til noget …

Men forudsætningen for at snakken skal føre til noget – er jo, at der rent faktisk er nogen DER HØRER HVAD DER BLIVER SAGT!

Og for at kunne høre efter, er det en forudsætning, at man er et sted i sin proces hvor man er i stand til at lytte.

Så, first things first: Hvis du vil holde et møde, en workshop, et seminar eller en HØRing – så bliver du nødt til at gøre dig klart – om du overhovedet er interesseret i at høre hvad ”de andre” har at sige. Og i det mindste sikre dig, at du stiller de spørgsmål, hvor du rent faktisk er interesseret i andres svar.

Du skal også være parat til at spørge i tide; Det kan altså ikke nytte at spørge ind til brugerens præferencer til en given service, 14 dage inden den går i luften – du har jo ikke tid til at lave den om (eller lyst!)

Du skal indstille dig på at tie stille og slå lyttelapperne ud – også når dem du har inviteret kritiserer dig, dit produkt, din ydelse (eller din ledelse) – hvis de syntes du var fantastisk havde de lavet en fanklub !

Du skal invitere nogen du har respekt for – ellers hører du alligevel ikke efter – og så spilder alle tiden.

Du skal gide lave noget om – og være villig til at æde nogen kameler. Forhåbentlig kommer der forslag til ændringer eller nye gode ideer – og hvis du alligevel ikke har tid og penge til at lave noget om – så brug tiden på at spise kage i stedet.

Du skal være ydmyg – du har lagt beslag på andre menneskers tid – så hør hvad de siger, betragt dem som dine æresgæster, og byd dem velkommen.

Du skal være ærlig – over for dem du har inviteret – og over for dig selv. Hvad er dagsordenen ? Er der plads til nye ideer – eller har du ”bare” brug for en anmeldelse af det du præsenterer ?

.. Og så skal du huske at fortælle HVAD du har gjort, og HVORDAN det der er blevet sagt er blevet brugt, også hvis det er blevet ignoreret – fordi det alligevel viste sig, at du var et geni.

Hører du efter ?

Og hvis det går helt galt – kan du altid tilbyde et gavekort til Magasin, så skal du nok få deltagere til din høring-workshop-fokusgruppe…

For LANG tid siden, læste jeg et blogindlæg som faktisk gav mening – det handlede om at uagtet hvor mange metodikker og videnskabelige tilgange der var til brugerinvolvering – så handler det i sidste ende om hvilken stil man gennemfører det med – Det kan læses her.

 

 

No shit Sherlock ?

Jeg har lige været til morgenseminar i Mindlab. (Det kan i øvrigt kun anbefales..go,go,go – hvis du interesserer dig for innovation og forandring).

Dagens inspirationsgave var to oplæg – som begge handlede om design af forretningsmodeller. Uden at blive alt for teknisk,  var det teoretiske tema hvordan man kan bruge processer og værktøjer, fra design-verdenen, til at udvikle offentlige services – sådan ultrakort sagt.

Lucy Kimbell – fra ”The Young Foundation” (London), fortalte om hvordan hun havde hjulpet med at udvikle Care4Care konceptet, ved at tilføre design metoder.  Egentlig ikke noget radikalt nyt ved det budskab – men hvad der til gengæld var interessant, var hendes konklusioner.

  1. I flytter for alvor forståelsen af jeres koncept (ydelse, service, produkt) ved at have fokus på de praktiske dimensioner.
  2. Start med at designe den oplevelse din service skal give den enkelte bruger/kunde/borger  – og så kan I lave business-modellen bagefter.

Konklusionerne står nok klarere ved at eksemplificere:

Care4Care er et koncept som dybest set handler om at man kan udveksler omsorg/pleje. Når man hjælper sin gamle nabo med at købe ind i en time, ”tjener” man en times omsorg som man selv kan indløse senere (når man selv har brug for hjælp), eller forære til en anden (når ens mor, som i øvrigt bor i Nordjylland har brug for hjælp til at slå græs)… Altså en timebank – sort of..

Blændende god idé – vi reducerer behovet for offentlig hjælp (sparer penge), vi engagerer en masse frivillige som yder et værdifuldt biddrag – og samtidig selv får noget ud af det, etc. etc. MEN – hvordan får vi alt det ”praktiske” til at virke? Hvordan tilmelder man sig? Hvordan sikrer vi at dem der melder sig ikke har skumle bagtanker (at røve alle de gamles penge)? Hvordan sikrer vi at man ikke snyder med timerne?? Skal man lære noget om ældrepleje? Er der nogen opgaver som man ikke kan løse – og hvad så? (vil du f.eks. klippe tånegle på fru Sivertsen??)

Så tricket var her, at designe og beskrive hele processen, fra tilmelding – indmelding – introduktion – oplæring – udførelse – optjening af point – til indløsning af point, for at få fokus på konceptets mere banale trivialiteter, som desværre ofte er dem som får et godt produkt til at blegne.

Lars Thuesen er udviklingschef i Kriminalforsorgen. (Det er dem der driver fængsler og arresthuse).

Lars fortalte om hvordan man i bestræbelserne på at forbedre vilkår for fængselsbetjente og indsatte, arbejdede med positive deviance (positiv afvigelse). Det interessante ved den approach er, at i stedet for at teoretisere sig til en forandret adfærd, så lader man den gode praksis (som virker) være det eksempel som kan forstærkes og danne grundlag for en ny måde at gøre tingene på.

Lars fortalte om nogle helt ”banale” eksempler, som umiddelbart havde givet bonus, f.eks:

Den normale procedure når en dømt person kommer til et arresthus, er at starte med at registrere klienten (det kalder man dem) i systemet – altså er den indsattes første møde med fængslet en medarbejder som sidder med hovedet i skærmen, og registrerer en masse fakta…

Medarbejderen i Køge, startede med at vise den nye fange rundt, og fortælle om rammer og regler i arresthuset. Pretty clever; den indsatte får med det samme introduceret husreglerne i sit nye ”hjem”, lærer en fængselsbetjent at kende, bliver mødt med respekt og tillid… og véd i øvrigt hvor toiletterne er…. Banalt – ja, men man kan vel godt forestille sig hvad der skaber det bedste grundlag for den videre fælles trivsel.. Og det har man så gjort til den nye procedure dér… Ka-tjing.

Den primære konklusion som jeg syntes gav mening her var;

”At handle sig til en ny måde at tænke, frem for at tænke sig til en ny måde at handle”.

(Det lyder på en eller anden måde bedre på engelsk: “Acting into a new way of thinking, instead of thinking a new way of acting.”)

Metoden forudsætter dog, at vi (som forandringsagenter, projektledere, konceptudviklere) gør alvor af at være nysgerrige ifht. de brugere som vi skal forandre noget for.

At vi ikke bare laver en interessentanalyse, men rent faktisk også kommunikerer med interessenterne – at vi spørger dem, og hører efter hvad de siger – og AGERER på det. At brugerinvolvering ikke bare er en fokusgruppe eller en interviewrunde eller en workshop, men en genuin interesse for det som kan forekomme banalt, eller lavpraktisk – men som har en reel betydning. At vi STARTER med at spørge og involvere, og ikke gør det bagefter for at få bekræftet vores antagelser…

Puh – det kan nemlig godt gå lidt galt her. Og jeg kan ikke lade være med at give et eksempel.

Forsiden af Politiken 23.10 2012:

”Domstole mægler kun få konflikter”.

Og hvad er så historien her ?

Kort fortalt: For 5 år siden indførte man ”retsmægling”. Retsmægling er en metode, som har til hensigt at få flere til at blive enige om stridsspørgsmål, fremfor at ende i retten. En løsning som jo altid ender med mindst én taber. Og her taler vi altså ikke straffesager – men civile søgsmål, hvor 2 privatpersoner er uenige om et eller andet – og begge mener de har ret. Den ultimative skalering af konflikten er så at få en dommer til at afsige hvem der har ret.

Det har imidlertid vist sig, at ikke særlig mange har benyttet sig af denne her nye mulighed. Det er meget ærgerligt. Af flere årsager: Dels kan en mægling betyde at de to parter rent faktisk finder et kompromis som de begge er glade for, dels kan retsmægling reducere antallet af civile sager i byretten, hvor der er kæmpelang ventetid (netop på grund af et meget stort antal sager), og dels er der brugt pænt mange ressourcer på at implementere retsmægling (uddannelse af dommere, udarbejdelse af lovtekster, høringer, tilpasning af IT-systemer…etc).

Well – hvad gik galt ? Sikkert meget – men der er én ting jeg bider mærke i når jeg læser artiklen;

Måden denne mulighed kommunikeres på er nemlig; Tilbuddet fremsendes til parternes advokater!

OK… lad lige den stå et øjeblik…..

Med al respekt, prøv nu lige at tænke det her igennem;

Advokaten siger nu til sin klient: ”Nu skal de høre hr. Hansen. Jeg ved godt at jeg fakturerer Dem 2000 kr. i timen, for at jeg kan være Deres advokat i denne sag – men nu skal de høre – de kan gøre det både billigere og hurtigere ved at bede om en retsmægling. Det koster dem ganske vist en retsafgift, men så skal de ikke længere finde penge til at betale mig, og de får muligvis også en hurtigere sagsbehandling. Så – skal vi ikke bare sige, at det gør De nu, og så siger jeg farvel og tak. Jeg mister godt nok noget indtjening, men det skal de slet ikke tænke på…!”

No shit Sherlock ?

No wonder at tilbuddet måske ikke lige markedsføres som det har fortjent, no wonder at der kun er gennemført 200 retsmæglinger i 1. halvår, hvor der i samme periode har været 5.500 retssager.

Kunne man have gjort noget anderledes ? Kunne man have interesseret sig for hvordan de reelle brugere fik kendskab til tilbuddet, hvad der skulle til for at de benyttede det ? Kunne man have lavet en helt almindelig interessentanalyse, og interesseret sig for nogle af de mere ”banale” og praktiske dimensioner ?

.. det ville helt sikkert have fået en blændende ide op at flyve….

Hvis jeg var chefen…

Jeg syntes egentlig ikke jeg er hverken halvgammel eller for den sags skyld ved at være det.  Men når jeg så pludselig skal til at forholde mig til pensionsordninger, livrenter, udbetaling af efterløn, seniorjob og slidgigt i knæet – ja så trækker det jo alligevel i den retning.

Forleden læste jeg et debatindlæg i Politiken af Frederik Wiedemann. Han skriver at det er et krisetegn, at vi i dag har det yngste folketing nogensinde. Min første impuls var – at benævnte Frederik Wiedemann nok var en forsmået lokalpolitiker, som så sig overhalet af den ungdom, som gerne skal levere innovation og forandring til verden.  Men det er Frederik Wiedemann ikke – han er cool nok, innovationsrådgiver i ReD Associates, Smagsdommer, ivrig debattør – og så i øvrigt yngre end mig.

Og så var det jeg læste hans debatindlæg… Og han har altså en pointe.

2 dage senere kommer det ugentlige nyhedsbrev så fra Steen Hildebrandt, som tager tråden op.

Vel vidende at han selv ”rammer” aldersfordommen, argumenterer han på samme måde, og fremhæver også at de unge politikere som befolker vores folketing, har en meget ens baggrund i de politiske ungdomsorganisationer, som er   ”… en tumleplads for unge, ambitiøse, fremadstormende mennesker, hvoraf mange nogle få år senere ses på forskellige ledende poster i samfundet. De udvikler en retorik, et sprog, en tone, en omgangsform, en sikkerhed mm., hvormed de bringes ind i og færdes i nogle særlige fællesskaber af mennesker.”  Steen Hildebrandt påpeger at politikernes ”opvækst” og skoling, betyder at vores politikere taler i politiske fraser og standardformuleringer, som tydeligvis er indøvet og mestres til perfektion.

Også han har en pointe.

Så – ja – jeg melder mig i koret af halvgamle sure røvhuller, som syntes at vores politikere ikke har nok udsyn og livserfaring – og ser verden fra et meget begrænset perspektiv.

Men handler det om ALDER ? altså som i facitliste baseret på CPR-nummeret ?

Kunne det handle om evnen, eller måske snarere lysten til at lytte og undre sig ? Modet til at turde tale et andet sprog, at stikke ud at være anderledes ? – eller bare gøre noget andet end forventet ?

Man kunne jo godt have forestillet sig, at vi med så ungt et folketing (og regering i øvrigt) så nogle noget mere radikale reform-forslag, noget mere innovation, nogle nye tanker – og ikke bare en suppe af små ændringer, som dybest set ikke ændrer den grundlæggende måde vores samfund er skruet sammen på.

Hvordan kan det være, at den innovationskraft og nytænkning som findes så mange steder ikke er nået til Christiansborg ?

Der er selvfølgelig ”Embedsværket” at forholde sig til – de tunge regnedrenge i finansministeriet, departementscheferne, juristerne, økonomerne; DJØF´erne – Som har fået skyld for meget. Men når alt kommer til alt er det vel ikke rimeligt at skyde skylden på dem – eller for den sags skyld deres alder.

På min bogreol står der mindst 4 meter bøger som handler om Innovation, lange haler, blå oceaner, konceptudvikling, brugerinvolvering, co-creation og… ja – you name it. Jeg har læst de fleste – og jeg har mødt rigtig mange mennesker på min vej, som er skøre og skæve nok til at turde gøre noget andet – og fået succes med det. Og det kan være ret svært at forstå hvorfor den kreativitet og energi ikke lader til at kunne nå vores folkevalgte. (Både de unge og de gamle).

Når jeg f.eks. læser Jeppe Mikkelsens klumme i Metroekspess d. 19.sept., slår det mig at den unge løve lister en lang række ”resultater” op – en lang liste af gennemførte ændringer som jeg helt sikkert værdsætter – men som alt andet lige er små administrative justeringer af lovgivningen  – sådan set i forandringens og innovationens perspektiv. Hvis Danmark var en virksomhed, skulle man nok overveje at ansætte en udviklings- og innovationschef – for det står sløjt til med de unge løvers visioner og innovationskraft.

Så: hvis jeg var deres chef (hvad er man så ? Diktator?), ville jeg  fokusere  på mine medarbejderes evne til at stræbe efter forandring, og deres lyst til at prøve nye veje.  Jeg ville udfordre dem på deres kreativitet, og forsøge at indgyde med nok tillid til at turde fejle i forsøget på at finde den rigtige løsning. Jeg ville tvinge dem til at spørge deres kolleger (eller brugerne) når de havde brug for ny inspiration. Jeg ville sikre mig at de brugte de faglige kompetencer der var tilstede, men ikke lod sig knægte at bevaringskulturen. Jeg ville bede dem om at være aktivt opsøgende i markedet, for at få nye ideer og blive inspireret. Jeg ville sikre mig, at min medarbejderstab var sammensat så den repræsenterede forskellige fagligheder og vidensniveauer. Jeg ville insistere på en arbejdsform, som havde fokus på det der virker og rykker mod målet – og minimere fokus på fejl og traditioner. Og jeg ville lade mig inspirere af de mange virksomheder og organisationer som formår at reformere sig selv igen og igen – og som elsker forandringer. (….Og jeg ville insistere på en ordentlig omgangstone, og en respekt for hinanden.)

Så giv lige et tip, hvis stillingen bli´r ledig.