Hører du efter ?

I går aftes blev der sendt en ”høring” på DR 1; ”Farvelfærd” – eller noget, blev den kaldt. Et forsøg på at sætte diskussionen om vores danske velfærd på dagsordenen – med udgangspunkt i de meget konkrete og aktuelle udfordringer omkring finansiering og prioritering.

Høringsaspektet bestod vist i, at scenen var sat uden for DR byen – på en skole i Slagelse (Bonusinfo: “min” gamle folkeskole) – hvor nogen folk var blevet stillet op (ja de stod) i noget der kunne ligne en gymnastiksals-aula-ting.

Billede1

Værten (Kim Bildsø) var så udstyret med en mikrofon, og spurgte så nogen forskellige (og absolut ikke tilfældigt udvalgte) fra publikum.

Både borgmesteren i Slagelse og direktøren for ældresagen og Knud Romer (som i øvrigt sagde nogen ret fine ting – læs her), udtalte sig og forholdt sig og fik sagt hvad de mente – det samme gjorde de debattører som af en eller anden grund var blevet ”ophøjet” til at stå ved et bord – og have fået deres egen mikrofon. Og så var der nogen der kun måtte sige lidt – og nogen der slet ikke måtte sige noget – og nogen der markerede for at sige noget – men de havde sagt det de måtte – og så sagde Kim Bildsø en hel masse .

–          Om der var nogen der rent faktisk HØRTE noget – det står lidt uklart for mig.

I vores bestræbelser på at være innovative, demokratiske, inkluderende og samarbejdende – gør vi hele tiden alle mulige ting, for at etablere dialog – skabe rum for nye ideer – lytte til vores kolleger og medarbejdere – involvere brugerne. Vi laver høringer og workshops og fokusgrupper. Webpaneler, spørgeundersøgelser, evalueringer.

Men nytter det noget ? Al den snak ?

Ender det ikke bare som sædvanlig med at vi så har brugt endnu et møde, endnu en dag, endnu en uge på at meningsudveksle og nikke og smile – og skrive plancher, som vi tager med hjem i en rulle og ligger på hylden – indtil den bliver så støvet så vi smider den ud ?

Personligt har jeg masser af gange både deltaget i og (gud hjælpe mig) arrangeret møder og medarbejderseminarer og workshops, hvor resultatet lige præcist har været 3 sammenrullede papirplancher, med 20 stikord fra dagens arbejde (snak) – som er blevet rullet sammen, taget med hjem og … ja…

flipchart

Her er det så at den handlekraftige konsulent træder ind på scenen og siger noget med at det er vigtigt at resultatet bliver formuleret som konkrete punkter til en handlingsplan, som efterfølgende kan implementeres, og at de enkelte opgaver tildeles navngivne personer, som skal tage ansvaret for……

–          Og så kan det da også godt være, at noget af al snakken fører til noget …

Men forudsætningen for at snakken skal føre til noget – er jo, at der rent faktisk er nogen DER HØRER HVAD DER BLIVER SAGT!

Og for at kunne høre efter, er det en forudsætning, at man er et sted i sin proces hvor man er i stand til at lytte.

Så, first things first: Hvis du vil holde et møde, en workshop, et seminar eller en HØRing – så bliver du nødt til at gøre dig klart – om du overhovedet er interesseret i at høre hvad ”de andre” har at sige. Og i det mindste sikre dig, at du stiller de spørgsmål, hvor du rent faktisk er interesseret i andres svar.

Du skal også være parat til at spørge i tide; Det kan altså ikke nytte at spørge ind til brugerens præferencer til en given service, 14 dage inden den går i luften – du har jo ikke tid til at lave den om (eller lyst!)

Du skal indstille dig på at tie stille og slå lyttelapperne ud – også når dem du har inviteret kritiserer dig, dit produkt, din ydelse (eller din ledelse) – hvis de syntes du var fantastisk havde de lavet en fanklub !

Du skal invitere nogen du har respekt for – ellers hører du alligevel ikke efter – og så spilder alle tiden.

Du skal gide lave noget om – og være villig til at æde nogen kameler. Forhåbentlig kommer der forslag til ændringer eller nye gode ideer – og hvis du alligevel ikke har tid og penge til at lave noget om – så brug tiden på at spise kage i stedet.

Du skal være ydmyg – du har lagt beslag på andre menneskers tid – så hør hvad de siger, betragt dem som dine æresgæster, og byd dem velkommen.

Du skal være ærlig – over for dem du har inviteret – og over for dig selv. Hvad er dagsordenen ? Er der plads til nye ideer – eller har du ”bare” brug for en anmeldelse af det du præsenterer ?

.. Og så skal du huske at fortælle HVAD du har gjort, og HVORDAN det der er blevet sagt er blevet brugt, også hvis det er blevet ignoreret – fordi det alligevel viste sig, at du var et geni.

Hører du efter ?

Og hvis det går helt galt – kan du altid tilbyde et gavekort til Magasin, så skal du nok få deltagere til din høring-workshop-fokusgruppe…

For LANG tid siden, læste jeg et blogindlæg som faktisk gav mening – det handlede om at uagtet hvor mange metodikker og videnskabelige tilgange der var til brugerinvolvering – så handler det i sidste ende om hvilken stil man gennemfører det med – Det kan læses her.

 

 

Der er længere til Holte end på cykel.

Da jeg googlede ”fedtafgift” fik jeg 47.300 resultater.

Selvfølgelig er der ikke skrevet 47.000 artikler, men der er skrevet meget – og der er skrevet både for og imod.

Politikere, forskere, slagtere, erhvervsledere, læger, nationaløkonomer, forbrugere, lærere, kokke…. Stort set alle lader til at have en holdning til fedtafgiften, som nu bliver afskaffet hvis regeringens finanslovsforslag bliver vedtaget.

Ideen med fedtafgiften, som blev indført for et års tid siden – var (vistnok) – at forsøge at forbedre folkesundheden, og så selvfølgelig at få penge i den trængte statskasse.

Jeg behøver ikke at gentage mig selv – men sukkerafgiften kan også være med – der er så ”kun” 33.700 hits på google.

Nu skal de afskaffes.

Fedt- og sukkerafgifterne har nemlig betydet:

Og listen kunne blive ved.

Og den har nemlig ikke virket – siger….. danskerne ?

Men undersøgelser af forbruget siger at den HAR virket… !?

Det interessante for mig – i denne her blog´s kontekst – er egentlig ikke om folk køber færre chips og mindre smør – men derimod at filosofere lidt over, hvad det er der bliver lagt til grund for at vurdere om afgifterne på sukker og fedt har ”virket”.

Det bliver hurtigt en lidt substansløs diskussion, fordi alle i virkeligheden har ret, eller tager fejl – for hvad er det der definerer succesen ?

Skal udbyttet af fedtafgiften måles på om der er blevet købt mindre smør og magarine ? Eller om færre danskere er overvægtige, eller har diabetes ?

Eller antallet af besøg hos praktiserende læge ?

Eller færre børn på julemærkehjemmet ?

Og måler vi udviklingen over 3 mdr. ? eller 15 år ?

Eller måler vi på tabt indtjening i Coop på slik og chokolade ? Eller afledte administrationsomkostninger for danske virksomheder ? Eller øget grænsehandel ?

Og i forhold til hvad ? Hvornår måler vi fra – og hvad for en udvikling kan betegnes som udslagsgivende for vores vurdering ? Hvornår er det ”godt nok” – eller hvor store omkostninger er vi parat til at acceptere i folkesundhedens hellige navn ?

Jeg tror de fleste virksomheder med respekt for deres egen rentabilitet og udviklingspotentiale forsøger at opstille succeskriterier eller krav til forventede resultater op, når de indfører nye tiltag.

”Hvornår er det at vores investering kan forventes at give afkast – og hvor længe kan vi acceptere at vente på et givet resultat” ?

Diskussionerne om hvorvidt noget ”har virket” eller ej – bliver tit noget mere frugtbare og substantielle, hvis man på forhånd er blevet enige om hvilke kriterier der skal diskuteres udfra.

Og kommunikationen omkring den beslutning man tager, er også noget enklere at kommunikere.

Men julemiddagen bliver 27 kr. billigere…!

Velbekomme

We were promised more parties…

Normalt evner jeg ikke at se ”Hos Clement” på DR 1. Mine forventninger til programmet er helt i bund, og jeg zapper som regel videre, når Clement har afbrudt sin gæst 15 gange – og jeg orker ikke rigtig at bruge tirsdag aften på at betragte Clement eksekvere sin retoriske overlegenhed.

Men i går blev jeg hængende.

Det her blogindlæg bliver IKKE en anmeldelse af Clement, det bliver heller ikke en lovsang af hans gæst Steffen Brandts livskloge, humoristiske og skarpe optræden. (Syntes faktisk I selv skal se det…her)

Det bliver et indlæg som handler om forventninger – og betydningen af en god forventningsafstemning, når man gerne vil forandre.

Jeg syntes ikke der er noget værre end når ens forventninger ikke bliver indfriet. Nogen gange kan jeg forfalde til at afstå fra at glæde mig til noget, fordi der så er mindre risiko for at jeg bliver skuffet. Det at blive positivt overrasket, er jo at opleve en flig af lykken – eller ?

Da jeg var barn var december en fantastisk måned. 24 (fire-og-tyve) lange dage, fyldt med forventninger til juleaften. Fyldt med fantasier om gaver, og juletræer, og pebernødder og…

Så frem for 8 timers juleglæde, så var der en hel måned! Fantastisk !

Billedet er ikke af mig – men et jeg har lånt.

Men det var også et hårdt fald den første gang, hvor juleaften ikke levede op til forventningerne. Glemt var ”forventningens glæde” og det der fyldte mest (og stadig står tydeligst i erindringen) var skuffelsen.

Så vidt jeg husker, handlede det om, at juleaften var lidt anderledes end den plejede – måske var det den jul mine forældre besluttede sig for at købe et lille-bitte juletræ, eller også var det den jul hvor vi ikke lagde puslespil hele 1. juledag… Det står lidt tåget.

Men pointen er heller ikke hvorfor jeg blev skuffet – men AT jeg blev skuffet, og hvor meget den følelse stadig fylder.

Når man gerne vil flytte noget – forandre noget, kræver det en opmærksomhed på de mennesker der bliver berørt af forandringen. Vi kalder det mange ting: Kommunikation, information, inddragelse, involvering, og… forventningsafstemning.

Jo bedre vi er til at sætte ord på hvilke forventninger vi skal have til en kommende forandringsproces, og hvad der kommer ud af det – jo mere trygge bliver vi – og jo mere ”synkroniserede” bliver vores antagelser om hvad der skal ske. Jo tættere kommer virkeligheden på de forestillinger vi har om den.

Var jeg ikke blevet mindre skuffet, hvis min far havde forberedt mig på at der kun blev købt et lille skide juletræ ? Var det så ikke blevet en ubetydelig detalje i julerusen ?

I ”Hos Clement” i går talte Steffen Brandt og Clement bl.a. om angst og mismod, betinget af krisen. Om at vi ikke tør tage chancer lige nu, fordi vi ikke ved hvad vi kan forvente os. (”Tør vi købe hus, hvis nu vi bliver fyret”) De talte om ungdomsarbejdsløshed og en hel generations forventninger som ikke bliver indfriet.

En generation som har haft forventninger til at de gode tider fortsatte – at drømmeuddannelsen og karrieren var lige til at plukke. Og os – som kan huske sidste gang lokummet brændte – måske skulle have taget ansvaret for at ”screw down a little bit the expectations”.

Overskriften til indlægget stammer fra en historie i udsendelsen i går:

En slovensk gymnasieklasse er på udvekslingsbesøg i København, og skal  – efter at have oplevet alle Københavns kulturelle perler – evaluere besøget. Den altovervejende tilbagemelding er: ”We were promised more parties”.