Det er mig der står herude og banker på…

Så gik der 10 dage.

10 dage er både rigtig rigtig lang tid.. for skoleeleverne som ikke får undervisning, for forældrene som skal tage sig af deres børn, for lærerne som ikke får løn….

Men 10 dage er også rigtig rigtig kort tid, til at adaptere en ny hverdag, at acceptere en uundgåelig forandring, at blive enige om stridspunkter som virker fundamentale.

Jeg har masser af holdninger til den igangværende skolekonflikt, men syntes dybest set at det vigtigste må være at komme videre. Jeg er hverken lærer eller arbejdsgiver, bare – ligesom de fleste andre – forælder til et skolesøgende barn, som i disse dage slår tiden ihjel, mens vi alle sammen venter…

Min datter bliver mere og mere rastløs og utålmodig, og selvom hun og hendes kammerater i nogen grad har vænnet sig til en dagligdag uden undervisning, så stiger frustrationerne.

I går gik det op for mig hvorfor.

boy in red shirt looking out window

På trods af at dagene går med leg, video, computerspil og sofahygge. På trods af at hun kan sove længe og gå lidt senere i seng. På trods af at det er en ekstra ferie fra lange skoledage og lektielæsning. På trods af det….

Det gik op for mig, at hun oplever at hun er sat i en situation som hun for det første ikke selv har valgt (OK – det er så ikke første gang), at hun ikke véd hvad det hele skal blive til, og hvornår det stopper, og en meget konkret oplevelse af, at selvom konflikten har en enorm impact på hendes dagligdag, så har hun ingen mulighed for at påvirke den – uagtet hvor højt hun råber.

Det kan vel sammenlignes med den samme frustration og usikkerhed man rammes af når man bliver fyret: Jaja – dagene er dine egne – du har tid til at handle ind om dagen og nyde solen, når alle de andre knokler – men det er bare ikke fedt at være arbejdsfri, når du ikke ved hvornår det holder op.

Et grundprincip i god forandringsledelse er at sikre, at de som rammes af forandringerne bliver inviteret ind i processen – og får forklaret den dybere mening med det hele . At de oplever at blive inddraget i overvejelserne om hvordan forandringerne skal implementeres, og at de kan byde ind med deres faglighed og erfaring.

Indflydelse betyder jo ikke nødvendigvis medbestemmelse ifht. målsætningen – men hvis man får lov til at påvirke vejen, kan man nogengange sluge nogle kameler….i hvertfald efter et stykke tid.

Demonstration_mod_v_382449a

OK – Jeg vover pelsen…

Jeg er grundlæggende enig med KL (there..I´ve said it) – jeg syntes det mest fornuftige er, at man aftaler arbejdstilrettelæggelsen med sin leder, så man kan gøre det bedst muligt i relation til den konkrete arbejdsopgave man står overfor på sin arbejdsplads – og ikke nogle generelle rammer som aftales centralt, og meget langt fra hverdagen.

Jeg er grundlæggende enig med Christine Antorini og regeringen i deres forslag om at etablere en helhedsskole (kalder det med vilje ikke en heldagsskole! ) Hvor vores børn får bedre tid til læring og der bliver skabt rum for nye og anderledes undervisningsformer.

…Now – you can shoot me..!

Men jeg syntes processen omkring reform og overenskomstforhandlinger forekommer ualmindelig klodset og enevældig. Når man ønsker at ændre så radikalt på lærernes dagligdag – må man forstå, at vi alle hader forandringer, som vi ikke oplever at have indflydelse på. Måske skulle KL og regeringen havelæst deres Kotter før de gik i gang…

Nu står vi alle sammen udenfor døren (og banker på).

LS012860

The Christmas Miracle – eller historien om Anders og Christine.

Næsten alle de julefilm jeg har set, er bygget over det faste jule-plot; ”julen er i fare/barn er ked af det/mor og far er ved at gå konkurs/hunden er løbet væk – men på forunderlig vis – og ofte fordi nogen skifter perspektiv og forstår livet på en ny og anderledes (og meget mere hyggelig) måde, ender det alligevel med sne, juletræ og klingende bjælder”…

Historien om Anders og Christine lader til at blive en ægte juleklassiker – og spørgsmålet er så, om det er magi og nissetrylleri – eller om der er en anden adkomst til miraklet.

Jeg tænker (selvfølgelig) på historien om regeringens udspil til en reform af folkeskolen:

Gør en god skole bedre”.

d. 4. december fremlagde Christine Antorini regeringens udspil til en ny folkeskolereform. Flere dage inden var rygterne løbet i forvejen – og udsigten til forandringer, faldt ikke i god jord alle steder.

Særligt markant var formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.

Politiken.dk citerer ham således: »Jeg tror ikke på en reform, som bliver trukket ned over hovederne på lærere, elever og forældre, uden at de har haft indflydelse. Så det har ikke nogen særlig god gang på jorden. Konkret har vi hele tiden haft det udgangspunkt, at det, man sætter i værk, det skal man vide virker. Ved man ikke det, så drop det. Eleverne skal undervises mere, men ingen ved, om det virker. Statsministeren siger, at hun har en fornemmelse af, at det virker, men vi skal ikke bygge på statsministerens fornemmelse, vi skal bygge på viden. Og vi burde ikke være modparter, det burde være et fælles projekt. Det er sådan, vi laver den gode skole«.

Fronterne blev således trukket godt og grundigt op. I alle medier blev politikere, folkeskolelærere, eksperter og et par skoleelever bedt om at forholde sig til det nye udspil. Der var ikke mange uforudsigelige reaktioner. Politikerne syntes det var spændende (måske fordi det ikke skulle koste noget), lærerne manglede forklaring på hvordan tiden skulle strække (når nu der ikke kom flere penge) og var knotne over at de ikke følte sig inddraget i processen, eksperterne snakkede om nye læringsformer (det var jo heller ikke deres løn det gik ud over) og eleverne ville gerne have flere sjove timer, men ville ikke gå længere i skole (hvornår skulle de så holde fri).

Vores folkeskole er naturligt nok noget hovedparten af os, forholder os til – i hvert fald os som har børn i den skolesøgende alder, fordi den forandring jo berører os direkte, og det er derfor heller ikke så underligt at regeringens udspil, og reaktionerne på dette får så megen opmærksomhed.

Det forunderlige er, at i dag, fredag d. 7. december, 3 dage efter offentliggørelsen af regeringens udspil, er overskrifterne helt anderledes:

dr.dk skriver: Folkeskolelærere: Ja til 25 undervisningstimer om ugen

(mod 18 idag!!)

Anders Bondo og Danmarks Lærerforening kvitterer nemlig med et udspil om fleksibel tilrettelæggelse af skoledagen, og pludselig virker det som om alt kan lade sig gøre.

Der er ingen tvivl om, at hvis man går i dybden, og læser forbi overskrifterne – eller forsøger at forstå historien fra et andet perspektiv end det man plejer, giver tallerkenvendingen sikkert mening.

Der er stadig 17 dage til jul – så vi får nok ikke den lykkelige slutning de første par dage, dramaet er stadig under opbygning, men alt håb lades ikke ude, det skal nok blive jul i år også.

De kommende ugers begivenheder vil givet følge en helt klassisk dramaturgi, hvor interessenternes ageren afspejler vores arketypiske reaktioner på forandringer.

 

Forandringskurve

Gør-det-selv:
Prøv at plotte datoer og begivenheder ind for historien om Anders og Christine.

Vi reagerer forskelligt på forandringer – det afhænger både af hvordan vi tror forandringen kommer til at påvirke os, hvem der leverer budskabet, og hvilken præference vi selv har.

Som forandringsagent (eller den som gerne vil drive forandringen) kan man derfor med fordel være bevidst om hvordan budskabet om forandringen leveres, og hvordan man hjælper dem der ”rammes” af forandringen gennem skihop-bakken:

Forandringer skabes sammen – og derfor er det vigtigt at man som igangsætteren/forandringsagent er opmærksom på ”hullerne i osten”:  Som igangsætter – eller projektorganisation, har man typisk arbejdet mentalt med forandringerne gennem længere tid – og er derfor et andet sted på ”kurven” – så det handler også om timing – og huske at vi ikke alle sammen er på samme videnniveau. Og måske har man heller ikke noget ” i klemme”.

Det skal nok blive jul i år – i hvert fald hvis Anders og Christine ser hinanden, og hjælpes om at komme op ad bakken… (og med lidt hjælp fra julens ånd)

Nissemagi..?

 

We were promised more parties…

Normalt evner jeg ikke at se ”Hos Clement” på DR 1. Mine forventninger til programmet er helt i bund, og jeg zapper som regel videre, når Clement har afbrudt sin gæst 15 gange – og jeg orker ikke rigtig at bruge tirsdag aften på at betragte Clement eksekvere sin retoriske overlegenhed.

Men i går blev jeg hængende.

Det her blogindlæg bliver IKKE en anmeldelse af Clement, det bliver heller ikke en lovsang af hans gæst Steffen Brandts livskloge, humoristiske og skarpe optræden. (Syntes faktisk I selv skal se det…her)

Det bliver et indlæg som handler om forventninger – og betydningen af en god forventningsafstemning, når man gerne vil forandre.

Jeg syntes ikke der er noget værre end når ens forventninger ikke bliver indfriet. Nogen gange kan jeg forfalde til at afstå fra at glæde mig til noget, fordi der så er mindre risiko for at jeg bliver skuffet. Det at blive positivt overrasket, er jo at opleve en flig af lykken – eller ?

Da jeg var barn var december en fantastisk måned. 24 (fire-og-tyve) lange dage, fyldt med forventninger til juleaften. Fyldt med fantasier om gaver, og juletræer, og pebernødder og…

Så frem for 8 timers juleglæde, så var der en hel måned! Fantastisk !

Billedet er ikke af mig – men et jeg har lånt.

Men det var også et hårdt fald den første gang, hvor juleaften ikke levede op til forventningerne. Glemt var ”forventningens glæde” og det der fyldte mest (og stadig står tydeligst i erindringen) var skuffelsen.

Så vidt jeg husker, handlede det om, at juleaften var lidt anderledes end den plejede – måske var det den jul mine forældre besluttede sig for at købe et lille-bitte juletræ, eller også var det den jul hvor vi ikke lagde puslespil hele 1. juledag… Det står lidt tåget.

Men pointen er heller ikke hvorfor jeg blev skuffet – men AT jeg blev skuffet, og hvor meget den følelse stadig fylder.

Når man gerne vil flytte noget – forandre noget, kræver det en opmærksomhed på de mennesker der bliver berørt af forandringen. Vi kalder det mange ting: Kommunikation, information, inddragelse, involvering, og… forventningsafstemning.

Jo bedre vi er til at sætte ord på hvilke forventninger vi skal have til en kommende forandringsproces, og hvad der kommer ud af det – jo mere trygge bliver vi – og jo mere ”synkroniserede” bliver vores antagelser om hvad der skal ske. Jo tættere kommer virkeligheden på de forestillinger vi har om den.

Var jeg ikke blevet mindre skuffet, hvis min far havde forberedt mig på at der kun blev købt et lille skide juletræ ? Var det så ikke blevet en ubetydelig detalje i julerusen ?

I ”Hos Clement” i går talte Steffen Brandt og Clement bl.a. om angst og mismod, betinget af krisen. Om at vi ikke tør tage chancer lige nu, fordi vi ikke ved hvad vi kan forvente os. (”Tør vi købe hus, hvis nu vi bliver fyret”) De talte om ungdomsarbejdsløshed og en hel generations forventninger som ikke bliver indfriet.

En generation som har haft forventninger til at de gode tider fortsatte – at drømmeuddannelsen og karrieren var lige til at plukke. Og os – som kan huske sidste gang lokummet brændte – måske skulle have taget ansvaret for at ”screw down a little bit the expectations”.

Overskriften til indlægget stammer fra en historie i udsendelsen i går:

En slovensk gymnasieklasse er på udvekslingsbesøg i København, og skal  – efter at have oplevet alle Københavns kulturelle perler – evaluere besøget. Den altovervejende tilbagemelding er: ”We were promised more parties”.