Det er mig der står herude og banker på…

Posted on 12 april, 2013 by Ulla Malling

Så gik der 10 dage.

10 dage er både rigtig rigtig lang tid.. for skoleeleverne som ikke får undervisning, for forældrene som skal tage sig af deres børn, for lærerne som ikke får løn….

Men 10 dage er også rigtig rigtig kort tid, til at adaptere en ny hverdag, at acceptere en uundgåelig forandring, at blive enige om stridspunkter som virker fundamentale.

Jeg har masser af holdninger til den igangværende skolekonflikt, men syntes dybest set at det vigtigste må være at komme videre. Jeg er hverken lærer eller arbejdsgiver, bare – ligesom de fleste andre – forælder til et skolesøgende barn, som i disse dage slår tiden ihjel, mens vi alle sammen venter…

Min datter bliver mere og mere rastløs og utålmodig, og selvom hun og hendes kammerater i nogen grad har vænnet sig til en dagligdag uden undervisning, så stiger frustrationerne.

I går gik det op for mig hvorfor.

På trods af at dagene går med leg, video, computerspil og sofahygge. På trods af at hun kan sove længe og gå lidt senere i seng. På trods af at det er en ekstra ferie fra lange skoledage og lektielæsning. På trods af det….

Det gik op for mig, at hun oplever at hun er sat i en situation som hun for det første ikke selv har valgt (OK – det er så ikke første gang), at hun ikke véd hvad det hele skal blive til, og hvornår det stopper, og en meget konkret oplevelse af, at selvom konflikten har en enorm impact på hendes dagligdag, så har hun ingen mulighed for at påvirke den – uagtet hvor højt hun råber.

Det kan vel sammenlignes med den samme frustration og usikkerhed man rammes af når man bliver fyret: Jaja – dagene er dine egne – du har tid til at handle ind om dagen og nyde solen, når alle de andre knokler – men det er bare ikke fedt at være arbejdsfri, når du ikke ved hvornår det holder op.

Et grundprincip i god forandringsledelse er at sikre, at de som rammes af forandringerne bliver inviteret ind i processen – og får forklaret den dybere mening med det hele . At de oplever at blive inddraget i overvejelserne om hvordan forandringerne skal implementeres, og at de kan byde ind med deres faglighed og erfaring.

Indflydelse betyder jo ikke nødvendigvis medbestemmelse ifht. målsætningen – men hvis man får lov til at påvirke vejen, kan man nogengange sluge nogle kameler….i hvertfald efter et stykke tid.

OK – Jeg vover pelsen…

Jeg er grundlæggende enig med KL (there..I´ve said it) – jeg syntes det mest fornuftige er, at man aftaler arbejdstilrettelæggelsen med sin leder, så man kan gøre det bedst muligt i relation til den konkrete arbejdsopgave man står overfor på sin arbejdsplads – og ikke nogle generelle rammer som aftales centralt, og meget langt fra hverdagen.

Jeg er grundlæggende enig med Christine Antorini og regeringen i deres forslag om at etablere en helhedsskole (kalder det med vilje ikke en heldagsskole! ) Hvor vores børn får bedre tid til læring og der bliver skabt rum for nye og anderledes undervisningsformer.

…Now – you can shoot me..!

Men jeg syntes processen omkring reform og overenskomstforhandlinger forekommer ualmindelig klodset og enevældig. Når man ønsker at ændre så radikalt på lærernes dagligdag – må man forstå, at vi alle hader forandringer, som vi ikke oplever at have indflydelse på. Måske skulle KL og regeringen havelæst deres Kotter før de gik i gang…

Nu står vi alle sammen udenfor døren (og banker på).

Hører du efter ?

Posted on 6 februar, 2013 by Ulla Malling

Svar

I går aftes blev der sendt en ”høring” på DR 1; ”Farvelfærd” – eller noget, blev den kaldt. Et forsøg på at sætte diskussionen om vores danske velfærd på dagsordenen – med udgangspunkt i de meget konkrete og aktuelle udfordringer omkring finansiering og prioritering.

Høringsaspektet bestod vist i, at scenen var sat uden for DR byen – på en skole i Slagelse (Bonusinfo: “min” gamle folkeskole) – hvor nogen folk var blevet stillet op (ja de stod) i noget der kunne ligne en gymnastiksals-aula-ting.

Værten (Kim Bildsø) var så udstyret med en mikrofon, og spurgte så nogen forskellige (og absolut ikke tilfældigt udvalgte) fra publikum.

Både borgmesteren i Slagelse og direktøren for ældresagen og Knud Romer (som i øvrigt sagde nogen ret fine ting – læs her), udtalte sig og forholdt sig og fik sagt hvad de mente – det samme gjorde de debattører som af en eller anden grund var blevet ”ophøjet” til at stå ved et bord – og have fået deres egen mikrofon. Og så var der nogen der kun måtte sige lidt – og nogen der slet ikke måtte sige noget – og nogen der markerede for at sige noget – men de havde sagt det de måtte – og så sagde Kim Bildsø en hel masse .

– Om der var nogen der rent faktisk HØRTE noget – det står lidt uklart for mig.

I vores bestræbelser på at være innovative, demokratiske, inkluderende og samarbejdende – gør vi hele tiden alle mulige ting, for at etablere dialog – skabe rum for nye ideer – lytte til vores kolleger og medarbejdere – involvere brugerne. Vi laver høringer og workshops og fokusgrupper. Webpaneler, spørgeundersøgelser, evalueringer.

Men nytter det noget ? Al den snak ?

Ender det ikke bare som sædvanlig med at vi så har brugt endnu et møde, endnu en dag, endnu en uge på at meningsudveksle og nikke og smile – og skrive plancher, som vi tager med hjem i en rulle og ligger på hylden – indtil den bliver så støvet så vi smider den ud ?

Personligt har jeg masser af gange både deltaget i og (gud hjælpe mig) arrangeret møder og medarbejderseminarer og workshops, hvor resultatet lige præcist har været 3 sammenrullede papirplancher, med 20 stikord fra dagens arbejde (snak) – som er blevet rullet sammen, taget med hjem og … ja…

Her er det så at den handlekraftige konsulent træder ind på scenen og siger noget med at det er vigtigt at resultatet bliver formuleret som konkrete punkter til en handlingsplan, som efterfølgende kan implementeres, og at de enkelte opgaver tildeles navngivne personer, som skal tage ansvaret for……

– Og så kan det da også godt være, at noget af al snakken fører til noget …

Men forudsætningen for at snakken skal føre til noget – er jo, at der rent faktisk er nogen DER HØRER HVAD DER BLIVER SAGT!

Og for at kunne høre efter, er det en forudsætning, at man er et sted i sin proces hvor man er i stand til at lytte.

Så, first things first: Hvis du vil holde et møde, en workshop, et seminar eller en HØRing – så bliver du nødt til at gøre dig klart – om du overhovedet er interesseret i at høre hvad ”de andre” har at sige. Og i det mindste sikre dig, at du stiller de spørgsmål, hvor du rent faktisk er interesseret i andres svar.

Du skal også være parat til at spørge i tide; Det kan altså ikke nytte at spørge ind til brugerens præferencer til en given service, 14 dage inden den går i luften – du har jo ikke tid til at lave den om (eller lyst!)

Du skal indstille dig på at tie stille og slå lyttelapperne ud – også når dem du har inviteret kritiserer dig, dit produkt, din ydelse (eller din ledelse) – hvis de syntes du var fantastisk havde de lavet en fanklub !

Du skal invitere nogen du har respekt for – ellers hører du alligevel ikke efter – og så spilder alle tiden.

Du skal gide lave noget om – og være villig til at æde nogen kameler. Forhåbentlig kommer der forslag til ændringer eller nye gode ideer – og hvis du alligevel ikke har tid og penge til at lave noget om – så brug tiden på at spise kage i stedet.

Du skal være ydmyg – du har lagt beslag på andre menneskers tid – så hør hvad de siger, betragt dem som dine æresgæster, og byd dem velkommen.

Du skal være ærlig – over for dem du har inviteret – og over for dig selv. Hvad er dagsordenen ? Er der plads til nye ideer – eller har du ”bare” brug for en anmeldelse af det du præsenterer ?

.. Og så skal du huske at fortælle HVAD du har gjort, og HVORDAN det der er blevet sagt er blevet brugt, også hvis det er blevet ignoreret – fordi det alligevel viste sig, at du var et geni.

Og hvis det går helt galt – kan du altid tilbyde et gavekort til Magasin, så skal du nok få deltagere til din høring-workshop-fokusgruppe…

For LANG tid siden, læste jeg et blogindlæg som faktisk gav mening – det handlede om at uagtet hvor mange metodikker og videnskabelige tilgange der var til brugerinvolvering – så handler det i sidste ende om hvilken stil man gennemfører det med – Det kan læses her.

The Christmas Miracle – eller historien om Anders og Christine.

Posted on 7 december, 2012 by Ulla Malling

Svar

Næsten alle de julefilm jeg har set, er bygget over det faste jule-plot; ”julen er i fare/barn er ked af det/mor og far er ved at gå konkurs/hunden er løbet væk – men på forunderlig vis – og ofte fordi nogen skifter perspektiv og forstår livet på en ny og anderledes (og meget mere hyggelig) måde, ender det alligevel med sne, juletræ og klingende bjælder”…

Historien om Anders og Christine lader til at blive en ægte juleklassiker – og spørgsmålet er så, om det er magi og nissetrylleri – eller om der er en anden adkomst til miraklet.

Jeg tænker (selvfølgelig) på historien om regeringens udspil til en reform af folkeskolen:

”Gør en god skole bedre”.

d. 4. december fremlagde Christine Antorini regeringens udspil til en ny folkeskolereform. Flere dage inden var rygterne løbet i forvejen – og udsigten til forandringer, faldt ikke i god jord alle steder.

Særligt markant var formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.

Politiken.dk citerer ham således: »Jeg tror ikke på en reform, som bliver trukket ned over hovederne på lærere, elever og forældre, uden at de har haft indflydelse. Så det har ikke nogen særlig god gang på jorden. Konkret har vi hele tiden haft det udgangspunkt, at det, man sætter i værk, det skal man vide virker. Ved man ikke det, så drop det. Eleverne skal undervises mere, men ingen ved, om det virker. Statsministeren siger, at hun har en fornemmelse af, at det virker, men vi skal ikke bygge på statsministerens fornemmelse, vi skal bygge på viden. Og vi burde ikke være modparter, det burde være et fælles projekt. Det er sådan, vi laver den gode skole«.

Fronterne blev således trukket godt og grundigt op. I alle medier blev politikere, folkeskolelærere, eksperter og et par skoleelever bedt om at forholde sig til det nye udspil. Der var ikke mange uforudsigelige reaktioner. Politikerne syntes det var spændende (måske fordi det ikke skulle koste noget), lærerne manglede forklaring på hvordan tiden skulle strække (når nu der ikke kom flere penge) og var knotne over at de ikke følte sig inddraget i processen, eksperterne snakkede om nye læringsformer (det var jo heller ikke deres løn det gik ud over) og eleverne ville gerne have flere sjove timer, men ville ikke gå længere i skole (hvornår skulle de så holde fri).

Vores folkeskole er naturligt nok noget hovedparten af os, forholder os til – i hvert fald os som har børn i den skolesøgende alder, fordi den forandring jo berører os direkte, og det er derfor heller ikke så underligt at regeringens udspil, og reaktionerne på dette får så megen opmærksomhed.

Det forunderlige er, at i dag, fredag d. 7. december, 3 dage efter offentliggørelsen af regeringens udspil, er overskrifterne helt anderledes:

dr.dk skriver: Folkeskolelærere: Ja til 25 undervisningstimer om ugen

(mod 18 idag!!)

Anders Bondo og Danmarks Lærerforening kvitterer nemlig med et udspil om fleksibel tilrettelæggelse af skoledagen, og pludselig virker det som om alt kan lade sig gøre.

Der er ingen tvivl om, at hvis man går i dybden, og læser forbi overskrifterne – eller forsøger at forstå historien fra et andet perspektiv end det man plejer, giver tallerkenvendingen sikkert mening.

Der er stadig 17 dage til jul – så vi får nok ikke den lykkelige slutning de første par dage, dramaet er stadig under opbygning, men alt håb lades ikke ude, det skal nok blive jul i år også.

De kommende ugers begivenheder vil givet følge en helt klassisk dramaturgi, hvor interessenternes ageren afspejler vores arketypiske reaktioner på forandringer.

Gør-det-selv:
Prøv at plotte datoer og begivenheder ind for historien om Anders og Christine.

Vi reagerer forskelligt på forandringer – det afhænger både af hvordan vi tror forandringen kommer til at påvirke os, hvem der leverer budskabet, og hvilken præference vi selv har.

Som forandringsagent (eller den som gerne vil drive forandringen) kan man derfor med fordel være bevidst om hvordan budskabet om forandringen leveres, og hvordan man hjælper dem der ”rammes” af forandringen gennem skihop-bakken:

Forandringer skabes sammen – og derfor er det vigtigt at man som igangsætteren/forandringsagent er opmærksom på ”hullerne i osten”: Som igangsætter – eller projektorganisation, har man typisk arbejdet mentalt med forandringerne gennem længere tid – og er derfor et andet sted på ”kurven” – så det handler også om timing – og huske at vi ikke alle sammen er på samme videnniveau. Og måske har man heller ikke noget ” i klemme”.

Det skal nok blive jul i år – i hvert fald hvis Anders og Christine ser hinanden, og hjælpes om at komme op ad bakken… (og med lidt hjælp fra julens ånd)

Nissemagi..?

Tænk hvis der var GPS i MS Project.

Posted on 30 november, 2012 by Ulla Malling

Svar

Jeg har stadig Kraks kort over København og omegn 2000 stående i min reol – sammen med Kort- og Matrikelstyrelsens færdselskort.

Efterhånden bliver de kun taget frem når diskussionen falder på hvor Husum st. egentlig ligger ifht. Flintholm Metrostation, eller hvis jeg skal forklare nogen hvor Skals er placeret i fht. Bjerringbro.

De bliver i hvert fald sjældent brugt til at finde vej længere.

En lang periode brugte jeg Kraks ruteplan, som med stor præcision ledte mig fra A til B – enten den korteste eller hurtigste vej (har aldrig rigtig regnet ud hvordan de lavede den algoritme). Ruteplanen blev printet ud, og lagt i håndtasken, og jeg blev ret trænet i at memorere op til 8 punkter, så jeg ikke skulle læse mens jeg kørte. (..”drej til venstre ind på Amager Boulevard kør 500 m, Fortsæt ligeud på Langebro, kør 200 m,..hmhm.. ligeud, ligeud…Hold til venstre ind på Bispeengbuen…).

Og sidste led i kæden er selvfølgelig GPS´en, som med rettidig omhu fortæller mig at jeg skal dreje om 300 m, og det nok er smart at holde til højre nu… love it..! (og gør det knap så pinligt, når der er nogen med i bilen).

Når man planlægger at nå et givet mål, til et givet tidspunkt – er vi i høj grad tilbøjelige til at lægge en ”ruteplan”.

Aktiviteter identificeres, indbyrdes afhængigheder afklares, aktiviteterne estimeres, og vi finder ud hvem der har kompetncerne og tiden til at udføre det – og det store puslespil lægges. Med lidt held kan vi få alle brikkerne til at ligge rigtigt, og måske få forhandlet en acceptabel forsinkelse hjem, når vi finder ud af at vi vil for meget på for kort tid.

Det er en tidskrævende og helt nødvendig proces, hvis vi skal nå det vi har sat os for – og ikke mindst have kommunikeret det til alle biddragsydere.

Som oftest er projektplanen (for det er jo den jeg tænker på) et komplekst dokument, hvor man skal holde tungen lige i munden for at opdatere den, hvis der sker en ændring…. Og det gør der – hele tiden..!

Så er leverancen af paprørene forsinket, eller Anton er blevet syg, eller opgaven kunne ikke løses på den estimerede tid, eller der kom en ændring af kravspecifikationen, eller…. Det sker HELE tiden. Og den stakkels projektleder kæmper en brag kamp for at holde alle trådene, og få dem spundet sammen på ny, så projektplanen passer til virkeligheden, og tager højde for ændringerne.

Dengang jeg kørte efter ruteplaner, skete der indimellem det, at jeg missede en anvisning og fik kørt for langt, eller drejet af for tidligt. Nogengange var den planlagte vej spærret af vejarbejde, eller der var myldretidskø. Og jeg måtte afvige fra (rute)planen. Det gik ikke altid godt – for i min begejstring over ruteplanen, havde jeg tit ikke givet mig selv tid til at få et overblik over geografien, og var så totalt på røven, og kunne ikke finde vej ”tilbage” til planen. Hvilken betød store forsinkelser, og rigtig meget frustration. (indtil jeg lærte altid at tage krak-kortet med i bilen).

Det går jo meget bedre med GPS´en – for kører jeg forkert, eller er vejen spærret – så beregner den bare en ny rute, og jeg kan holde fokus på at køre bil (og ikke at finde vej), og den fortæller mig ovenikøbet om jeg kan forvente en forsinkelse.

Sådan én vil jeg også have til at lave projektplaner..!!

Vi prøver at kompensere, ved ikke at lægge detaljerede planer alt for langt frem, eller ved at finde alternative ”veje” inden vi starter en kompleks opgave, eller forsøge at identificere vejspærringer eller myldretid (risici) – men der er desværre ikke den der hurtige ”beregner ny rute” funktionalitet, hvis der sker noget vi ikke har forudset.

Fra A til B…

Det som vi kan forsøge, er at tænke projektplanerne på samme måde som når vi kører med GPS;

– At vi accepterer at vi kommer til at afvige fra den planlagte rute

– At al navigation sker med slutmålet for øje, men det ikke er så vigtigt hvilken vej vi kommer derhen

– At vi giver os tid til at beregne ny rute, og ikke panisk forsøger at komme tilbage til den planlagte rute hver gang der sker noget uventet

– At vi åbner øjnene for de nye muligheder den alternative rute åbner for os

– At vi koncentrerer os om at køre bil (lede projektet) og ikke på at finde vej

Det gør det ikke mindre svært, eller mindre vigtigt at have styr på alle aktiviteter og kalenderen – men turen bliver måske lidt sjovere, og kommer i højere grad til at handle om at komme i mål.

Powertools.

Posted on 21 november, 2012 by Ulla Malling

Svar

Der findes ikke noget bedre end at have godt værktøj.

Skarpe knive og gode gryder når man laver mad, slaghammer når der skal bores i betonvægge, Den skarpeste PC når der skal skrives blog-indlæg – You name it.

Jeg selv har det i hvert fald sådan, at fornøjelsen ved at lave mad, bage, skrive, cykle, løbe…. Øges betragteligt hvis jeg har det gode værktøj.

Efter at have praktiseret projektledelse i stort set alle afskygninger siden 1998, er jeg lige blevet certificeret i PRINCE2. Og sikke et fedt værktøj.

No wonder at PRINCE2 er blevet ”state-of-the-art” projektstyrings-princip stort set alle steder. Det kan sgu noget.

Undervejs i min forberedelse til certificeringen fik jeg flere gange den dér: ”..AHA.. hvis nu jeg havde gjort det her, dengang, så var sgu nok gået bedre”-følelse. Lidt ligesom den forskel der er på at skære culottestegen ud med en godt slebet og skarp kniv, og hvis jeg brugte den gamle sløve kniv fra Ikea.

Men man bliver ikke gourmetkok af at have den fede kniv – eller den fede kogebog, for den sags skyld.

Den skarpeste kniv ?

Og jeg tror heller ikke man bliver en god projektleder af at være certificeret – der skal noget mere til.

Det mere kan så til gengæld være ret svært at få defineret præcist hvad det der ”mere” er, og hvordan man tilegner sig det.

Der er ingen tvivl om, at øvelse gør mester, og erfaring hjælper også. Og spørgsmålet er så hvorvidt tid er den udslagsgivende faktor i øvelsen ”bliv en god projektleder”.

Som meget andet handler det om at finde de nøgler som gør en i stand til at praktisere teorierne, og bruge værktøjerne på de rigtige tidspunkter.

For nu at blive i metaforen, så skal kokken vide hvornår han skal bruge kniven, og hvornår der er brug for et piskeris. Og det står jo ikke nødvendigvis i kogebogen.

Silvan for projektledere ?

Der er heldigvis rigtig mange muligheder for at udvide værktøjskassen – både i forhold til de mere tekniske skills, som man har brug for i sin dagligdag – men også på de mere ”bløde” discipliner som motivation og ledelse.

Der er et supermarked af tilbud, som alle kan være med til at udvide vores knivblok – urteknive, filetknive, kødknive… og et hav af kogebøger som giver os ny inspiration.

Men kunsten er jo stadig at finde nøglen så vi bliver i stand til at bruge alle de supercool værktøjer, til lige præcis den situation de passer bedst til. Og det her værktøjerne kommer til kort.

De kompetencer der skal i spil, og som skal trænes, kategoriseres vel bedst som personlige egenskaber; F.eks. evne til at aflæse situationen, organisationen og konteksten. At have modet til at turde spørge og stille krav – at vide hvornår der er besøgstid i ledelsen, og hvornår kollegerne er lydhøre – og at have opbakning fra sin chef.

Særligt det sidste kan være ret vanskeligt, især hvis chefen ikke selv har indsigt i projekters anatomi, og det helt særlige ledelsesrum som projektlederen skal kunne navigere, og overleve, i.

Og så må man bare håbe at der er nogen som kan hjælpe, med at finde det rigtige værktøj frem.

Jeg véd ikke om jeg er den eneste, men jeg har boret ret mange lorte huller med slaghammeren..!

Der er længere til Holte end på cykel.

Posted on 11 november, 2012 by Ulla Malling

Svar

Da jeg googlede ”fedtafgift” fik jeg 47.300 resultater.

Selvfølgelig er der ikke skrevet 47.000 artikler, men der er skrevet meget – og der er skrevet både for og imod.

Politikere, forskere, slagtere, erhvervsledere, læger, nationaløkonomer, forbrugere, lærere, kokke…. Stort set alle lader til at have en holdning til fedtafgiften, som nu bliver afskaffet hvis regeringens finanslovsforslag bliver vedtaget.

Ideen med fedtafgiften, som blev indført for et års tid siden – var (vistnok) – at forsøge at forbedre folkesundheden, og så selvfølgelig at få penge i den trængte statskasse.

Jeg behøver ikke at gentage mig selv – men sukkerafgiften kan også være med – der er så ”kun” 33.700 hits på google.

Nu skal de afskaffes.

Fedt- og sukkerafgifterne har nemlig betydet:

Og listen kunne blive ved.

Og den har nemlig ikke virket – siger….. danskerne ?

Men undersøgelser af forbruget siger at den HAR virket… !?

Det interessante for mig – i denne her blog´s kontekst – er egentlig ikke om folk køber færre chips og mindre smør – men derimod at filosofere lidt over, hvad det er der bliver lagt til grund for at vurdere om afgifterne på sukker og fedt har ”virket”.

Det bliver hurtigt en lidt substansløs diskussion, fordi alle i virkeligheden har ret, eller tager fejl – for hvad er det der definerer succesen ?

Skal udbyttet af fedtafgiften måles på om der er blevet købt mindre smør og magarine ? Eller om færre danskere er overvægtige, eller har diabetes ?

Eller antallet af besøg hos praktiserende læge ?

Eller færre børn på julemærkehjemmet ?

Og måler vi udviklingen over 3 mdr. ? eller 15 år ?

Eller måler vi på tabt indtjening i Coop på slik og chokolade ? Eller afledte administrationsomkostninger for danske virksomheder ? Eller øget grænsehandel ?

Og i forhold til hvad ? Hvornår måler vi fra – og hvad for en udvikling kan betegnes som udslagsgivende for vores vurdering ? Hvornår er det ”godt nok” – eller hvor store omkostninger er vi parat til at acceptere i folkesundhedens hellige navn ?

Jeg tror de fleste virksomheder med respekt for deres egen rentabilitet og udviklingspotentiale forsøger at opstille succeskriterier eller krav til forventede resultater op, når de indfører nye tiltag.

”Hvornår er det at vores investering kan forventes at give afkast – og hvor længe kan vi acceptere at vente på et givet resultat” ?

Diskussionerne om hvorvidt noget ”har virket” eller ej – bliver tit noget mere frugtbare og substantielle, hvis man på forhånd er blevet enige om hvilke kriterier der skal diskuteres udfra.

Og kommunikationen omkring den beslutning man tager, er også noget enklere at kommunikere.

Men julemiddagen bliver 27 kr. billigere…!

Velbekomme

We were promised more parties…

Posted on 31 oktober, 2012 by Ulla Malling

Svar

Normalt evner jeg ikke at se ”Hos Clement” på DR 1. Mine forventninger til programmet er helt i bund, og jeg zapper som regel videre, når Clement har afbrudt sin gæst 15 gange – og jeg orker ikke rigtig at bruge tirsdag aften på at betragte Clement eksekvere sin retoriske overlegenhed.

Men i går blev jeg hængende.

Det her blogindlæg bliver IKKE en anmeldelse af Clement, det bliver heller ikke en lovsang af hans gæst Steffen Brandts livskloge, humoristiske og skarpe optræden. (Syntes faktisk I selv skal se det…her)

Det bliver et indlæg som handler om forventninger – og betydningen af en god forventningsafstemning, når man gerne vil forandre.

Jeg syntes ikke der er noget værre end når ens forventninger ikke bliver indfriet. Nogen gange kan jeg forfalde til at afstå fra at glæde mig til noget, fordi der så er mindre risiko for at jeg bliver skuffet. Det at blive positivt overrasket, er jo at opleve en flig af lykken – eller ?

Da jeg var barn var december en fantastisk måned. 24 (fire-og-tyve) lange dage, fyldt med forventninger til juleaften. Fyldt med fantasier om gaver, og juletræer, og pebernødder og…

Så frem for 8 timers juleglæde, så var der en hel måned! Fantastisk !

Billedet er ikke af mig – men et jeg har lånt.

Men det var også et hårdt fald den første gang, hvor juleaften ikke levede op til forventningerne. Glemt var ”forventningens glæde” og det der fyldte mest (og stadig står tydeligst i erindringen) var skuffelsen.

Så vidt jeg husker, handlede det om, at juleaften var lidt anderledes end den plejede – måske var det den jul mine forældre besluttede sig for at købe et lille-bitte juletræ, eller også var det den jul hvor vi ikke lagde puslespil hele 1. juledag… Det står lidt tåget.

Men pointen er heller ikke hvorfor jeg blev skuffet – men AT jeg blev skuffet, og hvor meget den følelse stadig fylder.

Når man gerne vil flytte noget – forandre noget, kræver det en opmærksomhed på de mennesker der bliver berørt af forandringen. Vi kalder det mange ting: Kommunikation, information, inddragelse, involvering, og… forventningsafstemning.

Jo bedre vi er til at sætte ord på hvilke forventninger vi skal have til en kommende forandringsproces, og hvad der kommer ud af det – jo mere trygge bliver vi – og jo mere ”synkroniserede” bliver vores antagelser om hvad der skal ske. Jo tættere kommer virkeligheden på de forestillinger vi har om den.

Var jeg ikke blevet mindre skuffet, hvis min far havde forberedt mig på at der kun blev købt et lille skide juletræ ? Var det så ikke blevet en ubetydelig detalje i julerusen ?

I ”Hos Clement” i går talte Steffen Brandt og Clement bl.a. om angst og mismod, betinget af krisen. Om at vi ikke tør tage chancer lige nu, fordi vi ikke ved hvad vi kan forvente os. (”Tør vi købe hus, hvis nu vi bliver fyret”) De talte om ungdomsarbejdsløshed og en hel generations forventninger som ikke bliver indfriet.

En generation som har haft forventninger til at de gode tider fortsatte – at drømmeuddannelsen og karrieren var lige til at plukke. Og os – som kan huske sidste gang lokummet brændte – måske skulle have taget ansvaret for at ”screw down a little bit the expectations”.

Overskriften til indlægget stammer fra en historie i udsendelsen i går:

En slovensk gymnasieklasse er på udvekslingsbesøg i København, og skal – efter at have oplevet alle Københavns kulturelle perler – evaluere besøget. Den altovervejende tilbagemelding er: ”We were promised more parties”.

No shit Sherlock ?

Posted on 24 oktober, 2012 by Ulla Malling

Jeg har lige været til morgenseminar i Mindlab. (Det kan i øvrigt kun anbefales..go,go,go – hvis du interesserer dig for innovation og forandring).

Dagens inspirationsgave var to oplæg – som begge handlede om design af forretningsmodeller. Uden at blive alt for teknisk, var det teoretiske tema hvordan man kan bruge processer og værktøjer, fra design-verdenen, til at udvikle offentlige services – sådan ultrakort sagt.

Lucy Kimbell – fra ”The Young Foundation” (London), fortalte om hvordan hun havde hjulpet med at udvikle Care4Care konceptet, ved at tilføre design metoder. Egentlig ikke noget radikalt nyt ved det budskab – men hvad der til gengæld var interessant, var hendes konklusioner.

I flytter for alvor forståelsen af jeres koncept (ydelse, service, produkt) ved at have fokus på de praktiske dimensioner.
Start med at designe den oplevelse din service skal give den enkelte bruger/kunde/borger – og så kan I lave business-modellen bagefter.

Konklusionerne står nok klarere ved at eksemplificere:

Care4Care er et koncept som dybest set handler om at man kan udveksler omsorg/pleje. Når man hjælper sin gamle nabo med at købe ind i en time, ”tjener” man en times omsorg som man selv kan indløse senere (når man selv har brug for hjælp), eller forære til en anden (når ens mor, som i øvrigt bor i Nordjylland har brug for hjælp til at slå græs)… Altså en timebank – sort of..

Blændende god idé – vi reducerer behovet for offentlig hjælp (sparer penge), vi engagerer en masse frivillige som yder et værdifuldt biddrag – og samtidig selv får noget ud af det, etc. etc. MEN – hvordan får vi alt det ”praktiske” til at virke? Hvordan tilmelder man sig? Hvordan sikrer vi at dem der melder sig ikke har skumle bagtanker (at røve alle de gamles penge)? Hvordan sikrer vi at man ikke snyder med timerne?? Skal man lære noget om ældrepleje? Er der nogen opgaver som man ikke kan løse – og hvad så? (vil du f.eks. klippe tånegle på fru Sivertsen??)

Så tricket var her, at designe og beskrive hele processen, fra tilmelding – indmelding – introduktion – oplæring – udførelse – optjening af point – til indløsning af point, for at få fokus på konceptets mere banale trivialiteter, som desværre ofte er dem som får et godt produkt til at blegne.

Lars Thuesen er udviklingschef i Kriminalforsorgen. (Det er dem der driver fængsler og arresthuse).

Lars fortalte om hvordan man i bestræbelserne på at forbedre vilkår for fængselsbetjente og indsatte, arbejdede med positive deviance (positiv afvigelse). Det interessante ved den approach er, at i stedet for at teoretisere sig til en forandret adfærd, så lader man den gode praksis (som virker) være det eksempel som kan forstærkes og danne grundlag for en ny måde at gøre tingene på.

Lars fortalte om nogle helt ”banale” eksempler, som umiddelbart havde givet bonus, f.eks:

Den normale procedure når en dømt person kommer til et arresthus, er at starte med at registrere klienten (det kalder man dem) i systemet – altså er den indsattes første møde med fængslet en medarbejder som sidder med hovedet i skærmen, og registrerer en masse fakta…

Medarbejderen i Køge, startede med at vise den nye fange rundt, og fortælle om rammer og regler i arresthuset. Pretty clever; den indsatte får med det samme introduceret husreglerne i sit nye ”hjem”, lærer en fængselsbetjent at kende, bliver mødt med respekt og tillid… og véd i øvrigt hvor toiletterne er…. Banalt – ja, men man kan vel godt forestille sig hvad der skaber det bedste grundlag for den videre fælles trivsel.. Og det har man så gjort til den nye procedure dér… Ka-tjing.

Den primære konklusion som jeg syntes gav mening her var;

”At handle sig til en ny måde at tænke, frem for at tænke sig til en ny måde at handle”.

(Det lyder på en eller anden måde bedre på engelsk: “Acting into a new way of thinking, instead of thinking a new way of acting.”)

Metoden forudsætter dog, at vi (som forandringsagenter, projektledere, konceptudviklere) gør alvor af at være nysgerrige ifht. de brugere som vi skal forandre noget for.

At vi ikke bare laver en interessentanalyse, men rent faktisk også kommunikerer med interessenterne – at vi spørger dem, og hører efter hvad de siger – og AGERER på det. At brugerinvolvering ikke bare er en fokusgruppe eller en interviewrunde eller en workshop, men en genuin interesse for det som kan forekomme banalt, eller lavpraktisk – men som har en reel betydning. At vi STARTER med at spørge og involvere, og ikke gør det bagefter for at få bekræftet vores antagelser…

Puh – det kan nemlig godt gå lidt galt her. Og jeg kan ikke lade være med at give et eksempel.

Forsiden af Politiken 23.10 2012:

”Domstole mægler kun få konflikter”.

Og hvad er så historien her ?

Kort fortalt: For 5 år siden indførte man ”retsmægling”. Retsmægling er en metode, som har til hensigt at få flere til at blive enige om stridsspørgsmål, fremfor at ende i retten. En løsning som jo altid ender med mindst én taber. Og her taler vi altså ikke straffesager – men civile søgsmål, hvor 2 privatpersoner er uenige om et eller andet – og begge mener de har ret. Den ultimative skalering af konflikten er så at få en dommer til at afsige hvem der har ret.

Det har imidlertid vist sig, at ikke særlig mange har benyttet sig af denne her nye mulighed. Det er meget ærgerligt. Af flere årsager: Dels kan en mægling betyde at de to parter rent faktisk finder et kompromis som de begge er glade for, dels kan retsmægling reducere antallet af civile sager i byretten, hvor der er kæmpelang ventetid (netop på grund af et meget stort antal sager), og dels er der brugt pænt mange ressourcer på at implementere retsmægling (uddannelse af dommere, udarbejdelse af lovtekster, høringer, tilpasning af IT-systemer…etc).

Well – hvad gik galt ? Sikkert meget – men der er én ting jeg bider mærke i når jeg læser artiklen;

Måden denne mulighed kommunikeres på er nemlig; Tilbuddet fremsendes til parternes advokater!

OK… lad lige den stå et øjeblik…..

Med al respekt, prøv nu lige at tænke det her igennem;

Advokaten siger nu til sin klient: ”Nu skal de høre hr. Hansen. Jeg ved godt at jeg fakturerer Dem 2000 kr. i timen, for at jeg kan være Deres advokat i denne sag – men nu skal de høre – de kan gøre det både billigere og hurtigere ved at bede om en retsmægling. Det koster dem ganske vist en retsafgift, men så skal de ikke længere finde penge til at betale mig, og de får muligvis også en hurtigere sagsbehandling. Så – skal vi ikke bare sige, at det gør De nu, og så siger jeg farvel og tak. Jeg mister godt nok noget indtjening, men det skal de slet ikke tænke på…!”

No shit Sherlock ?

No wonder at tilbuddet måske ikke lige markedsføres som det har fortjent, no wonder at der kun er gennemført 200 retsmæglinger i 1. halvår, hvor der i samme periode har været 5.500 retssager.

Kunne man have gjort noget anderledes ? Kunne man have interesseret sig for hvordan de reelle brugere fik kendskab til tilbuddet, hvad der skulle til for at de benyttede det ? Kunne man have lavet en helt almindelig interessentanalyse, og interesseret sig for nogle af de mere ”banale” og praktiske dimensioner ?

.. det ville helt sikkert have fået en blændende ide op at flyve….

Personal shopper ?

Posted on 21 oktober, 2012 by Ulla Malling

Svar

Jeg kan godt blive lidt desperat når jeg forsøger at følge med i de seneste trends.

Jeg kan godt få en fornemmelse af hele tiden at hænge lidt fast i fortiden, og at det der var smart sidste år, er fuldstændig håbløst gammeldags, selvom jeg syntes at det passer godt til den identitet jeg gerne vil have.

Og hvem har lyst til at være hende der bare ikke lige fulgte med ?

Not me..!

Det betyder bare at jeg hele tiden er lidt stresset over at jeg ikke har fået læst alt det jeg gerne ville – i hvert fald ikke grundigt nok; f.eks står Teori U stadig på min boghylde, og jeg har kun fået bladret sporadisk i den (there; I´ve said it). Unboss er stadig ikke købt, men jeg har (i det mindste) fået downloadet de 10 gratis sider med introduktionen, og forsøger også at følge lidt med på diskussionsgruppen på LinkedIn – for det er jo super inspirerende.

Jeg prøver også at nå så mange foredrag og workshops jeg kan, så jeg vedligeholder min ledelsesfaglighed, og får ny inspiration – det er bare så svært at vælge, hvad jeg skal prioritere.

Så jeg blev helt glad, da nyhedsbrevet fra Ledelseidag.dk tikkede ind, med denne her overskrift: Ledelsesteori: er der mening i galskaben., endelig nogen der kan hjælpe mig med at sortere i informationsstrømmen – tænkte jeg…

Indledningen af artiklen tegner godt. En sammenligning med tøjmoden, der skifter hele tiden – og hvis man ikke har det som specifik interesse, bladrer man febrilsk gennem Alt for Damerne og håber at man i hvert fald fanger den vigtigste trend, og får smidt de lidt for stramme flaskegrønne chinos ud i tide.

Men bare ærgeligt Sonnyboy… En lang artikel senere, er min frustration blot bekræftet… Jeg bliver bare nødt til at følge med.

Ledelse bliver mere og mere vigtigt, ledelsesteorien mere og mere modepræget og kaotisk.. uddelegering, selvledelse, decentraliseriong, projektarbejde, vidensarbejde, leadership, uddannelse, udvikling af velfærd, vækst, ….

Det gode ved artiklen er dog – at Bøje Larsen (forfatteren) samtidig skriver om den akkumulerede viden, om evnen til at vurdere essensen af alt det nye, og som jeg læser det – brugen af den sunde fornuft.

Udfordringen er bare, at for at kunne sortere – så må man vide hvad der skal sorteres fra og hvad der skal vælges. Og så er det jeg står med den der fornemmelse af at være på shopping i Magasin, og skulle igennem HELE 2. sal før jeg kan vælge hvilke bukser der bedst klæder mig.

Gad vide om man kan få en personal shopper ??

Hvis jeg var chefen…

Posted on 20 september, 2012 by Ulla Malling

Svar

Jeg syntes egentlig ikke jeg er hverken halvgammel eller for den sags skyld ved at være det. Men når jeg så pludselig skal til at forholde mig til pensionsordninger, livrenter, udbetaling af efterløn, seniorjob og slidgigt i knæet – ja så trækker det jo alligevel i den retning.

Forleden læste jeg et debatindlæg i Politiken af Frederik Wiedemann. Han skriver at det er et krisetegn, at vi i dag har det yngste folketing nogensinde. Min første impuls var – at benævnte Frederik Wiedemann nok var en forsmået lokalpolitiker, som så sig overhalet af den ungdom, som gerne skal levere innovation og forandring til verden. Men det er Frederik Wiedemann ikke – han er cool nok, innovationsrådgiver i ReD Associates, Smagsdommer, ivrig debattør – og så i øvrigt yngre end mig.

Og så var det jeg læste hans debatindlæg… Og han har altså en pointe.

2 dage senere kommer det ugentlige nyhedsbrev så fra Steen Hildebrandt, som tager tråden op.

Vel vidende at han selv ”rammer” aldersfordommen, argumenterer han på samme måde, og fremhæver også at de unge politikere som befolker vores folketing, har en meget ens baggrund i de politiske ungdomsorganisationer, som er ”… en tumleplads for unge, ambitiøse, fremadstormende mennesker, hvoraf mange nogle få år senere ses på forskellige ledende poster i samfundet. De udvikler en retorik, et sprog, en tone, en omgangsform, en sikkerhed mm., hvormed de bringes ind i og færdes i nogle særlige fællesskaber af mennesker.” Steen Hildebrandt påpeger at politikernes ”opvækst” og skoling, betyder at vores politikere taler i politiske fraser og standardformuleringer, som tydeligvis er indøvet og mestres til perfektion.

Også han har en pointe.

Så – ja – jeg melder mig i koret af halvgamle sure røvhuller, som syntes at vores politikere ikke har nok udsyn og livserfaring – og ser verden fra et meget begrænset perspektiv.

Men handler det om ALDER ? altså som i facitliste baseret på CPR-nummeret ?

Kunne det handle om evnen, eller måske snarere lysten til at lytte og undre sig ? Modet til at turde tale et andet sprog, at stikke ud at være anderledes ? – eller bare gøre noget andet end forventet ?

Man kunne jo godt have forestillet sig, at vi med så ungt et folketing (og regering i øvrigt) så nogle noget mere radikale reform-forslag, noget mere innovation, nogle nye tanker – og ikke bare en suppe af små ændringer, som dybest set ikke ændrer den grundlæggende måde vores samfund er skruet sammen på.

Hvordan kan det være, at den innovationskraft og nytænkning som findes så mange steder ikke er nået til Christiansborg ?

Der er selvfølgelig ”Embedsværket” at forholde sig til – de tunge regnedrenge i finansministeriet, departementscheferne, juristerne, økonomerne; DJØF´erne – Som har fået skyld for meget. Men når alt kommer til alt er det vel ikke rimeligt at skyde skylden på dem – eller for den sags skyld deres alder.

På min bogreol står der mindst 4 meter bøger som handler om Innovation, lange haler, blå oceaner, konceptudvikling, brugerinvolvering, co-creation og… ja – you name it. Jeg har læst de fleste – og jeg har mødt rigtig mange mennesker på min vej, som er skøre og skæve nok til at turde gøre noget andet – og fået succes med det. Og det kan være ret svært at forstå hvorfor den kreativitet og energi ikke lader til at kunne nå vores folkevalgte. (Både de unge og de gamle).

Når jeg f.eks. læser Jeppe Mikkelsens klumme i Metroekspess d. 19.sept., slår det mig at den unge løve lister en lang række ”resultater” op – en lang liste af gennemførte ændringer som jeg helt sikkert værdsætter – men som alt andet lige er små administrative justeringer af lovgivningen – sådan set i forandringens og innovationens perspektiv. Hvis Danmark var en virksomhed, skulle man nok overveje at ansætte en udviklings- og innovationschef – for det står sløjt til med de unge løvers visioner og innovationskraft.

Så: hvis jeg var deres chef (hvad er man så ? Diktator?), ville jeg fokusere på mine medarbejderes evne til at stræbe efter forandring, og deres lyst til at prøve nye veje. Jeg ville udfordre dem på deres kreativitet, og forsøge at indgyde med nok tillid til at turde fejle i forsøget på at finde den rigtige løsning. Jeg ville tvinge dem til at spørge deres kolleger (eller brugerne) når de havde brug for ny inspiration. Jeg ville sikre mig at de brugte de faglige kompetencer der var tilstede, men ikke lod sig knægte at bevaringskulturen. Jeg ville bede dem om at være aktivt opsøgende i markedet, for at få nye ideer og blive inspireret. Jeg ville sikre mig, at min medarbejderstab var sammensat så den repræsenterede forskellige fagligheder og vidensniveauer. Jeg ville insistere på en arbejdsform, som havde fokus på det der virker og rykker mod målet – og minimere fokus på fejl og traditioner. Og jeg ville lade mig inspirere af de mange virksomheder og organisationer som formår at reformere sig selv igen og igen – og som elsker forandringer. (….Og jeg ville insistere på en ordentlig omgangstone, og en respekt for hinanden.)

Så giv lige et tip, hvis stillingen bli´r ledig.

Ulla Malling.dk

Forandringsfisk

Kategoriarkiv: Forandringsfisk

Det er mig der står herude og banker på…

Hører du efter ?

The Christmas Miracle – eller historien om Anders og Christine.

Tænk hvis der var GPS i MS Project.

Powertools.

Der er længere til Holte end på cykel.

We were promised more parties…

No shit Sherlock ?

Personal shopper ?

Hvis jeg var chefen…