Jeg syntes egentlig ikke jeg er hverken halvgammel eller for den sags skyld ved at være det.  Men når jeg så pludselig skal til at forholde mig til pensionsordninger, livrenter, udbetaling af efterløn, seniorjob og slidgigt i knæet – ja så trækker det jo alligevel i den retning.

Forleden læste jeg et debatindlæg i Politiken af Frederik Wiedemann. Han skriver at det er et krisetegn, at vi i dag har det yngste folketing nogensinde. Min første impuls var – at benævnte Frederik Wiedemann nok var en forsmået lokalpolitiker, som så sig overhalet af den ungdom, som gerne skal levere innovation og forandring til verden.  Men det er Frederik Wiedemann ikke – han er cool nok, innovationsrådgiver i ReD Associates, Smagsdommer, ivrig debattør – og så i øvrigt yngre end mig.

Og så var det jeg læste hans debatindlæg… Og han har altså en pointe.

2 dage senere kommer det ugentlige nyhedsbrev så fra Steen Hildebrandt, som tager tråden op.

Vel vidende at han selv ”rammer” aldersfordommen, argumenterer han på samme måde, og fremhæver også at de unge politikere som befolker vores folketing, har en meget ens baggrund i de politiske ungdomsorganisationer, som er   ”… en tumleplads for unge, ambitiøse, fremadstormende mennesker, hvoraf mange nogle få år senere ses på forskellige ledende poster i samfundet. De udvikler en retorik, et sprog, en tone, en omgangsform, en sikkerhed mm., hvormed de bringes ind i og færdes i nogle særlige fællesskaber af mennesker.”  Steen Hildebrandt påpeger at politikernes ”opvækst” og skoling, betyder at vores politikere taler i politiske fraser og standardformuleringer, som tydeligvis er indøvet og mestres til perfektion.

Også han har en pointe.

Så – ja – jeg melder mig i koret af halvgamle sure røvhuller, som syntes at vores politikere ikke har nok udsyn og livserfaring – og ser verden fra et meget begrænset perspektiv.

Men handler det om ALDER ? altså som i facitliste baseret på CPR-nummeret ?

Kunne det handle om evnen, eller måske snarere lysten til at lytte og undre sig ? Modet til at turde tale et andet sprog, at stikke ud at være anderledes ? – eller bare gøre noget andet end forventet ?

Man kunne jo godt have forestillet sig, at vi med så ungt et folketing (og regering i øvrigt) så nogle noget mere radikale reform-forslag, noget mere innovation, nogle nye tanker – og ikke bare en suppe af små ændringer, som dybest set ikke ændrer den grundlæggende måde vores samfund er skruet sammen på.

Hvordan kan det være, at den innovationskraft og nytænkning som findes så mange steder ikke er nået til Christiansborg ?

Der er selvfølgelig ”Embedsværket” at forholde sig til – de tunge regnedrenge i finansministeriet, departementscheferne, juristerne, økonomerne; DJØF´erne – Som har fået skyld for meget. Men når alt kommer til alt er det vel ikke rimeligt at skyde skylden på dem – eller for den sags skyld deres alder.

På min bogreol står der mindst 4 meter bøger som handler om Innovation, lange haler, blå oceaner, konceptudvikling, brugerinvolvering, co-creation og… ja – you name it. Jeg har læst de fleste – og jeg har mødt rigtig mange mennesker på min vej, som er skøre og skæve nok til at turde gøre noget andet – og fået succes med det. Og det kan være ret svært at forstå hvorfor den kreativitet og energi ikke lader til at kunne nå vores folkevalgte. (Både de unge og de gamle).

Når jeg f.eks. læser Jeppe Mikkelsens klumme i Metroekspess d. 19.sept., slår det mig at den unge løve lister en lang række ”resultater” op – en lang liste af gennemførte ændringer som jeg helt sikkert værdsætter – men som alt andet lige er små administrative justeringer af lovgivningen  – sådan set i forandringens og innovationens perspektiv. Hvis Danmark var en virksomhed, skulle man nok overveje at ansætte en udviklings- og innovationschef – for det står sløjt til med de unge løvers visioner og innovationskraft.

Så: hvis jeg var deres chef (hvad er man så ? Diktator?), ville jeg  fokusere  på mine medarbejderes evne til at stræbe efter forandring, og deres lyst til at prøve nye veje.  Jeg ville udfordre dem på deres kreativitet, og forsøge at indgyde med nok tillid til at turde fejle i forsøget på at finde den rigtige løsning. Jeg ville tvinge dem til at spørge deres kolleger (eller brugerne) når de havde brug for ny inspiration. Jeg ville sikre mig at de brugte de faglige kompetencer der var tilstede, men ikke lod sig knægte at bevaringskulturen. Jeg ville bede dem om at være aktivt opsøgende i markedet, for at få nye ideer og blive inspireret. Jeg ville sikre mig, at min medarbejderstab var sammensat så den repræsenterede forskellige fagligheder og vidensniveauer. Jeg ville insistere på en arbejdsform, som havde fokus på det der virker og rykker mod målet – og minimere fokus på fejl og traditioner. Og jeg ville lade mig inspirere af de mange virksomheder og organisationer som formår at reformere sig selv igen og igen – og som elsker forandringer. (….Og jeg ville insistere på en ordentlig omgangstone, og en respekt for hinanden.)

Så giv lige et tip, hvis stillingen bli´r ledig.