We were promised more parties…

Normalt evner jeg ikke at se ”Hos Clement” på DR 1. Mine forventninger til programmet er helt i bund, og jeg zapper som regel videre, når Clement har afbrudt sin gæst 15 gange – og jeg orker ikke rigtig at bruge tirsdag aften på at betragte Clement eksekvere sin retoriske overlegenhed.

Men i går blev jeg hængende.

Det her blogindlæg bliver IKKE en anmeldelse af Clement, det bliver heller ikke en lovsang af hans gæst Steffen Brandts livskloge, humoristiske og skarpe optræden. (Syntes faktisk I selv skal se det…her)

Det bliver et indlæg som handler om forventninger – og betydningen af en god forventningsafstemning, når man gerne vil forandre.

Jeg syntes ikke der er noget værre end når ens forventninger ikke bliver indfriet. Nogen gange kan jeg forfalde til at afstå fra at glæde mig til noget, fordi der så er mindre risiko for at jeg bliver skuffet. Det at blive positivt overrasket, er jo at opleve en flig af lykken – eller ?

Da jeg var barn var december en fantastisk måned. 24 (fire-og-tyve) lange dage, fyldt med forventninger til juleaften. Fyldt med fantasier om gaver, og juletræer, og pebernødder og…

Så frem for 8 timers juleglæde, så var der en hel måned! Fantastisk !

Billedet er ikke af mig – men et jeg har lånt.

Men det var også et hårdt fald den første gang, hvor juleaften ikke levede op til forventningerne. Glemt var ”forventningens glæde” og det der fyldte mest (og stadig står tydeligst i erindringen) var skuffelsen.

Så vidt jeg husker, handlede det om, at juleaften var lidt anderledes end den plejede – måske var det den jul mine forældre besluttede sig for at købe et lille-bitte juletræ, eller også var det den jul hvor vi ikke lagde puslespil hele 1. juledag… Det står lidt tåget.

Men pointen er heller ikke hvorfor jeg blev skuffet – men AT jeg blev skuffet, og hvor meget den følelse stadig fylder.

Når man gerne vil flytte noget – forandre noget, kræver det en opmærksomhed på de mennesker der bliver berørt af forandringen. Vi kalder det mange ting: Kommunikation, information, inddragelse, involvering, og… forventningsafstemning.

Jo bedre vi er til at sætte ord på hvilke forventninger vi skal have til en kommende forandringsproces, og hvad der kommer ud af det – jo mere trygge bliver vi – og jo mere ”synkroniserede” bliver vores antagelser om hvad der skal ske. Jo tættere kommer virkeligheden på de forestillinger vi har om den.

Var jeg ikke blevet mindre skuffet, hvis min far havde forberedt mig på at der kun blev købt et lille skide juletræ ? Var det så ikke blevet en ubetydelig detalje i julerusen ?

I ”Hos Clement” i går talte Steffen Brandt og Clement bl.a. om angst og mismod, betinget af krisen. Om at vi ikke tør tage chancer lige nu, fordi vi ikke ved hvad vi kan forvente os. (”Tør vi købe hus, hvis nu vi bliver fyret”) De talte om ungdomsarbejdsløshed og en hel generations forventninger som ikke bliver indfriet.

En generation som har haft forventninger til at de gode tider fortsatte – at drømmeuddannelsen og karrieren var lige til at plukke. Og os – som kan huske sidste gang lokummet brændte – måske skulle have taget ansvaret for at ”screw down a little bit the expectations”.

Overskriften til indlægget stammer fra en historie i udsendelsen i går:

En slovensk gymnasieklasse er på udvekslingsbesøg i København, og skal  – efter at have oplevet alle Københavns kulturelle perler – evaluere besøget. Den altovervejende tilbagemelding er: ”We were promised more parties”.

No shit Sherlock ?

Jeg har lige været til morgenseminar i Mindlab. (Det kan i øvrigt kun anbefales..go,go,go – hvis du interesserer dig for innovation og forandring).

Dagens inspirationsgave var to oplæg – som begge handlede om design af forretningsmodeller. Uden at blive alt for teknisk,  var det teoretiske tema hvordan man kan bruge processer og værktøjer, fra design-verdenen, til at udvikle offentlige services – sådan ultrakort sagt.

Lucy Kimbell – fra ”The Young Foundation” (London), fortalte om hvordan hun havde hjulpet med at udvikle Care4Care konceptet, ved at tilføre design metoder.  Egentlig ikke noget radikalt nyt ved det budskab – men hvad der til gengæld var interessant, var hendes konklusioner.

  1. I flytter for alvor forståelsen af jeres koncept (ydelse, service, produkt) ved at have fokus på de praktiske dimensioner.
  2. Start med at designe den oplevelse din service skal give den enkelte bruger/kunde/borger  – og så kan I lave business-modellen bagefter.

Konklusionerne står nok klarere ved at eksemplificere:

Care4Care er et koncept som dybest set handler om at man kan udveksler omsorg/pleje. Når man hjælper sin gamle nabo med at købe ind i en time, ”tjener” man en times omsorg som man selv kan indløse senere (når man selv har brug for hjælp), eller forære til en anden (når ens mor, som i øvrigt bor i Nordjylland har brug for hjælp til at slå græs)… Altså en timebank – sort of..

Blændende god idé – vi reducerer behovet for offentlig hjælp (sparer penge), vi engagerer en masse frivillige som yder et værdifuldt biddrag – og samtidig selv får noget ud af det, etc. etc. MEN – hvordan får vi alt det ”praktiske” til at virke? Hvordan tilmelder man sig? Hvordan sikrer vi at dem der melder sig ikke har skumle bagtanker (at røve alle de gamles penge)? Hvordan sikrer vi at man ikke snyder med timerne?? Skal man lære noget om ældrepleje? Er der nogen opgaver som man ikke kan løse – og hvad så? (vil du f.eks. klippe tånegle på fru Sivertsen??)

Så tricket var her, at designe og beskrive hele processen, fra tilmelding – indmelding – introduktion – oplæring – udførelse – optjening af point – til indløsning af point, for at få fokus på konceptets mere banale trivialiteter, som desværre ofte er dem som får et godt produkt til at blegne.

Lars Thuesen er udviklingschef i Kriminalforsorgen. (Det er dem der driver fængsler og arresthuse).

Lars fortalte om hvordan man i bestræbelserne på at forbedre vilkår for fængselsbetjente og indsatte, arbejdede med positive deviance (positiv afvigelse). Det interessante ved den approach er, at i stedet for at teoretisere sig til en forandret adfærd, så lader man den gode praksis (som virker) være det eksempel som kan forstærkes og danne grundlag for en ny måde at gøre tingene på.

Lars fortalte om nogle helt ”banale” eksempler, som umiddelbart havde givet bonus, f.eks:

Den normale procedure når en dømt person kommer til et arresthus, er at starte med at registrere klienten (det kalder man dem) i systemet – altså er den indsattes første møde med fængslet en medarbejder som sidder med hovedet i skærmen, og registrerer en masse fakta…

Medarbejderen i Køge, startede med at vise den nye fange rundt, og fortælle om rammer og regler i arresthuset. Pretty clever; den indsatte får med det samme introduceret husreglerne i sit nye ”hjem”, lærer en fængselsbetjent at kende, bliver mødt med respekt og tillid… og véd i øvrigt hvor toiletterne er…. Banalt – ja, men man kan vel godt forestille sig hvad der skaber det bedste grundlag for den videre fælles trivsel.. Og det har man så gjort til den nye procedure dér… Ka-tjing.

Den primære konklusion som jeg syntes gav mening her var;

”At handle sig til en ny måde at tænke, frem for at tænke sig til en ny måde at handle”.

(Det lyder på en eller anden måde bedre på engelsk: “Acting into a new way of thinking, instead of thinking a new way of acting.”)

Metoden forudsætter dog, at vi (som forandringsagenter, projektledere, konceptudviklere) gør alvor af at være nysgerrige ifht. de brugere som vi skal forandre noget for.

At vi ikke bare laver en interessentanalyse, men rent faktisk også kommunikerer med interessenterne – at vi spørger dem, og hører efter hvad de siger – og AGERER på det. At brugerinvolvering ikke bare er en fokusgruppe eller en interviewrunde eller en workshop, men en genuin interesse for det som kan forekomme banalt, eller lavpraktisk – men som har en reel betydning. At vi STARTER med at spørge og involvere, og ikke gør det bagefter for at få bekræftet vores antagelser…

Puh – det kan nemlig godt gå lidt galt her. Og jeg kan ikke lade være med at give et eksempel.

Forsiden af Politiken 23.10 2012:

”Domstole mægler kun få konflikter”.

Og hvad er så historien her ?

Kort fortalt: For 5 år siden indførte man ”retsmægling”. Retsmægling er en metode, som har til hensigt at få flere til at blive enige om stridsspørgsmål, fremfor at ende i retten. En løsning som jo altid ender med mindst én taber. Og her taler vi altså ikke straffesager – men civile søgsmål, hvor 2 privatpersoner er uenige om et eller andet – og begge mener de har ret. Den ultimative skalering af konflikten er så at få en dommer til at afsige hvem der har ret.

Det har imidlertid vist sig, at ikke særlig mange har benyttet sig af denne her nye mulighed. Det er meget ærgerligt. Af flere årsager: Dels kan en mægling betyde at de to parter rent faktisk finder et kompromis som de begge er glade for, dels kan retsmægling reducere antallet af civile sager i byretten, hvor der er kæmpelang ventetid (netop på grund af et meget stort antal sager), og dels er der brugt pænt mange ressourcer på at implementere retsmægling (uddannelse af dommere, udarbejdelse af lovtekster, høringer, tilpasning af IT-systemer…etc).

Well – hvad gik galt ? Sikkert meget – men der er én ting jeg bider mærke i når jeg læser artiklen;

Måden denne mulighed kommunikeres på er nemlig; Tilbuddet fremsendes til parternes advokater!

OK… lad lige den stå et øjeblik…..

Med al respekt, prøv nu lige at tænke det her igennem;

Advokaten siger nu til sin klient: ”Nu skal de høre hr. Hansen. Jeg ved godt at jeg fakturerer Dem 2000 kr. i timen, for at jeg kan være Deres advokat i denne sag – men nu skal de høre – de kan gøre det både billigere og hurtigere ved at bede om en retsmægling. Det koster dem ganske vist en retsafgift, men så skal de ikke længere finde penge til at betale mig, og de får muligvis også en hurtigere sagsbehandling. Så – skal vi ikke bare sige, at det gør De nu, og så siger jeg farvel og tak. Jeg mister godt nok noget indtjening, men det skal de slet ikke tænke på…!”

No shit Sherlock ?

No wonder at tilbuddet måske ikke lige markedsføres som det har fortjent, no wonder at der kun er gennemført 200 retsmæglinger i 1. halvår, hvor der i samme periode har været 5.500 retssager.

Kunne man have gjort noget anderledes ? Kunne man have interesseret sig for hvordan de reelle brugere fik kendskab til tilbuddet, hvad der skulle til for at de benyttede det ? Kunne man have lavet en helt almindelig interessentanalyse, og interesseret sig for nogle af de mere ”banale” og praktiske dimensioner ?

.. det ville helt sikkert have fået en blændende ide op at flyve….

Personal shopper ?

Jeg kan godt blive lidt desperat når jeg forsøger at følge med i de seneste trends.

Jeg kan godt få en fornemmelse af hele tiden at hænge lidt fast i fortiden, og at det der var smart sidste år, er fuldstændig håbløst gammeldags, selvom jeg syntes at det passer godt til den identitet jeg gerne vil have.

Og hvem har lyst til at være hende der bare ikke lige fulgte med ?

Not me..!

Det betyder bare at jeg hele tiden er lidt stresset over at jeg ikke har fået læst alt det jeg gerne ville – i hvert fald ikke grundigt nok; f.eks står Teori U stadig på min boghylde, og jeg har kun fået bladret sporadisk i den (there; I´ve said it). Unboss er stadig ikke købt, men jeg har (i det mindste) fået downloadet de 10 gratis sider med introduktionen, og forsøger også at følge lidt med på diskussionsgruppen på LinkedIn – for det er jo super inspirerende.

Jeg prøver også at nå så mange foredrag og workshops jeg kan, så jeg vedligeholder min ledelsesfaglighed, og får ny inspiration – det er bare så svært at vælge, hvad jeg skal prioritere.

Så jeg blev helt glad, da nyhedsbrevet fra Ledelseidag.dk tikkede ind, med denne her overskrift: Ledelsesteori: er der mening i galskaben., endelig nogen der kan hjælpe mig med at sortere i informationsstrømmen – tænkte jeg…

Indledningen af artiklen tegner godt. En sammenligning med tøjmoden, der skifter hele tiden – og hvis man ikke har det som specifik interesse, bladrer man febrilsk gennem Alt for Damerne og håber at man i hvert fald fanger den vigtigste trend, og får smidt de lidt for stramme flaskegrønne chinos ud i tide.

Men bare ærgeligt Sonnyboy… En lang artikel senere, er min frustration blot bekræftet… Jeg bliver bare nødt til at følge med.

Ledelse bliver mere og mere vigtigt, ledelsesteorien mere og mere modepræget og kaotisk.. uddelegering, selvledelse, decentraliseriong, projektarbejde, vidensarbejde, leadership, uddannelse, udvikling af velfærd, vækst, ….

Det gode ved artiklen er dog – at Bøje Larsen (forfatteren) samtidig skriver om den akkumulerede viden, om evnen til at vurdere essensen af alt det nye, og som jeg læser det – brugen af den sunde fornuft.

Udfordringen er bare, at for at kunne sortere – så må man vide hvad der skal sorteres fra og hvad der skal vælges. Og så er det jeg står med den der fornemmelse af at være på shopping i Magasin, og skulle igennem HELE 2. sal før jeg kan vælge hvilke bukser der bedst klæder mig.

Gad vide om man kan få en personal shopper ??

Danmarks største sundhedsmekka ??

I Politikens lørdagsudgave (29.9.2012) skriver Bente Klarlund i sin klumme om hvorvidt vores sundhedsfokus kan have en bagside.  Debatten handler om, hvorvidt de mennesker som lever stringent efter anbefalingerne om kost, rygning, alkohol og motion (KRAM) har patent på det gode liv. Bente Klarlund har efter min opfattelse en pragmatisk og fornuftig tilgang til sundhedsbegrebet – som samtidig baserer sig på forskning og faglig indsigt. Et godt liv og et sundt liv er ikke nødvendigvis modsætninger – men det gode liv rummer mere end askese og dogmatisk påholdenhed.

Nå men .. det der sundhedsbegreb har vist også meget vide rammer .

I weekenden blev den tilbagevendende begivenhed ” Sund Livsstil velvære- og sundhedsmesse” afholdt i Øksnehallen i København. En begivenhed som trækker ml. 15 og 20.000 gæster, ifølge deres hjemmeside. Jeg havde fået gratis VIP-billet fra At-work, og drog til Vesterbro fredag formiddag.

Øksnehallen var fredag kl. 13 proppet med mennesker, som havde fået samme idé som mig – og der var nok at kigge på.

Umiddelbart efter at være kommet ind fik jeg en ”goodie-bag” udleveret – med blade og vareprøver… urtethe, blomstermedicin-piller, slankepiller, ”rescue-cream”, urteeliksir, og 2 eksemplarer af et magasin som hedder: ”sund-forskning.dk”.

Indhold af sundheds-goodie-bag

På selve messen var en overflod af boder – men hvorvidt de relaterede til sund livsstil eller helse, var noget tåget. Mest af alt virkede det som en blanding af økologisk creme-outlet, kræmmermarked og tivoli til jul.

Her blev faldbudt cremer til halv pris, smagsprøver på saftevand (med sukker), udsalg af chokoladebetrukne goji-bær og macadamia-nødder, clairvoyance-sessioner, five-fingerssko, kurser i kostvejledning, blomstermedicin, pashminatørklæder, espressobar, smagsprøver på nupo-barer, quizzer, kundekonkurrencer og ja – sågar udsalg af microbølge-popcorn med bacon-smag. Gemt i et hjørne stod et par patientforeninger med deres brochurer, og årstiderne havde også fundet vej til messe-hallen.

Stort set alle ”udstillere” havde deres bud på hvordan deres produkt ville gøre mig ”sund” med et fingerknips – og så ovenikøbet på tilbud.

Jeg syntes det er vigtigt og relevant at beskæftige sig med sund livsstil. Jeg har stor respekt for den alternative verden, og er sikker på at den kan byde på en masse godt, selvom body SDS ikke lige står på min læges henvisningsliste. Jeg syntes det er fint at gøre sundhed til noget som ikke kun bliver præket af det officielle sundhedssystem. Jeg PRØVER at være åben for alternative veje til et sundere liv. Men det kan altså også blive lidt for sjovt.

Min eftermiddag i Øksnehallen, blev til en oplevelse som understregede vigtigheden af at vi hver især tager et egentligt ansvar for de forandringer vi vil have i vores liv. At vi ikke forlader os på en branche, som tydeligvis har fundet en guldkalv, og som malker den uhæmmet.

Det ærgerlige er, at når nu der er fundet en platform for formidling af sund livsstil, som tiltrækker 20.000 mennesker på en weekend, at der så ikke er flere af de mere etablerede eller officielle sundhedsformidlere tilstede.

Hvor var sundhedsstyrelsen ? Hvorfor ikke bruge anledningen til at formidle det materiale der er lavet og ligger tilgængelig for os alle sammen på internettet ? Hvorfor ikke tage kampen op mod magnetsmykker og tarmrenserne?

Det kan godt være der ikke er så meget tivoli i de 8 kostråd – men man kan vel altid peppe dem op med en ballon eller et flag.. ?

Nå – næste sundhedsmesse er i Århus til marts – hvis nogen vil have gratis smagsprøver.